Videre til indhold. | Videre til menunavigation

ESAs rumhavn i Fransk Guyana

Fransk Guyana er primært valgt som opsendelsessted for de europæiske løfteraketter, fordi det ligger tæt ved ækvator, og fordi den geografiske placering af rumhavnen giver opsendelserne en stor slyngeffekt i forhold til jordens rotation.

Den geografiske placering af rumhavnen muliggør blandt andet opsendelse af en tungere last i raketterne i forhold til for eksempel amerikanske og russiske opsendelsessteder.

Ariane-raket i Fransk Guyana

Forberedelsesbygninger – BIL og BAF

Ariane-raketterne bliver samlet og forberedt til opsendelse i to forskellige bygninger. I den lave bygning til højre foregår første del af forberedelserne. Den kaldes BIL – "the launcher integration building". I den høje bygning til venstre sker sidste del af samlingen. Den kaldes BAF – "the final assembly building".

Forberedelsesbygningerne BIL og BAF

BIL – 2 måneder før

I BIL-bygningen integreres den nederste del af løfteraketterne. Det er den del af raketten, som indeholder alt brændstoffet. En færdig raket vejer cirka 800 ton, hvoraf lasten af selve satellitterne kun udgør omkring 10 til 20 tons. Resten er brændstof og rakettens egenvægt.

Lige nu er den 44. Ariane 5–raket ved at blive forberedt i BIL-bygningen. Den skal løfte Herschel og Planck-satellitterne ud i rummet.

Forberedelse af Ariane 5-raket i BIL-bygningen

BAF – tre uger før

I BAF-bygning færdiggøres integrationen af de fulde løfteraketter. BAF er 90 meter i højden. Det svarer til næsten tre Rundetårn oven på hinanden.

Det er også i denne fase, at satellitterne bliver placeret i rakettens øverste del.

Opsendelsesrampe – en dag før opsendelse

Én dag før opsendelsen bliver Ariane-raketten flyttet ved hjælp af skinner fra BAF-bygningen til selve opsendelsesrampen. Her laves de allersidste forberedelser og påfyldning af brændstof.

Der bruges blandt andet brint og ilt i komprimeret form som brændstof til selve hovedraketten, mens de to såkaldte "booster"-raketter på siden af hovedraketten bruger fast brændstof. Det betyder samtidig, at de, i modsætning til hovedraketten, ikke kan slukkes igen, når først de er antændt.

Ariane-rakettens opsendelsesrampe

Hvis man står i en radius af 300 meter fra opsendelsesrampen i affyringsøjeblikket, vil trykket fra lyden være dræbende. Vibrationerne er simpelthen for voldsomme til, at et menneske kan overleve.

Jupiter kontrolcenter – nedtællingen

12 timer før en raket-opsendelse begynder nedtællingen. I hovedkontrolcentret, Jupiter, samles alle informationer for raketten og satellitterne.

Jupiter-kontrolcenteret

En opsendelse styres automatisk. Det vil sige, at det er ikke en person, som trykker på en grøn knap, når nedtællingen er forbi. Til gengæld er der en rød knap til at stoppe en opsendelse, hvis noget er galt.

Den røde knap til at stoppe en opsendelse

Hvert år opsendes omkring seks Ariane 5-raketter fra Kourou. I en Ariane 5-raket kan der være op til fire satellitter. I løbet af foråret 2009 sendes den næste Ariane 5-raket ud i rummet med to satellitter: Herschel og Planck.

Del