Analyse af universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes vilkår og dispositionsmuligheder
Analysen skal være grundlag for de videre beslutninger i forbindelse med udmøntningen af globaliseringspuljen ved finanslovsforhandlingerne for 2010.
I forbindelse med fordelingen af globaliseringsmidler i efteråret 2008, blev forligspartierne enige om, at der skal tilvejebringes et 'solidt fagligt grundlag' for de videre beslutninger i forbindelse med udmøntningen af globaliseringspuljen ved finanslovsforhandlingerne for 2010.
Det fremgår således af Aftale om fordeling af globaliseringsmidlerne til forskning og udvikling fra november 2008, at der som grundlag for drøftelser mellem partierne om de fremtidige udmøntninger fra globaliseringspuljen til forskning skal gennemføres:
"en analyse af universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes finansiering for så vidt angår balancen mellem basismidler og konkurrenceudsatte midler med tanke på institutionernes dispositionsmuligheder og planlægningshorisont"
Det fremgår endvidere af aftalen, at regeringen:
"vil gennemføre en analyse af taxametrene for de humanistiske og samfundsvidenskabelige universitetsuddannelser sammenlignet med andre universitetsuddannelser. Analysen skal indeholde en undersøgelse af rammevilkårene for de forskellige humanistiske og samfundsvidenskabelige universitetsuddannelser, herunder en undersøgelse af de uddannelsesmæssige konsekvenser af finansieringen for disse forskningsbaserede uddannelser med den lave uddannelsestakst."
I forlængelse heraf gennemføres én samlet undersøgelse af de danske universiteters og sektorforskningsinstitutioners vilkår, dispositionsmuligheder og finansiering, herunder blandt andet fordelingen mellem basis- og konkurrenceudsatte midler og betydningen af uddannelsernes forskellige taxametre.
Undersøgelsen gennemføres af et eksternt konsulentfirma for Videnskabsministeriet og Finansministeriet.
I forbindelse med analysen etableret et samarbejde med universiteterne og sektorforskningsinstitutionerne i form af henholdsvis en reference- og arbejdsgruppe. Samarbejdet skal bidrage til, at rammerne for analysen, analysens gennemførelse og at de konkrete analyseresultater bliver så valide, repræsentative og anvendelige som muligt.




