Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Sammendrag af taler holdt på konferencen 28. april 2008

Uddrag af taler af Helge Sander, Martin D. Munk, Ulrik Wilbek, Hans Edward Nørregård-Nielsen og Hanne Kathrine Krogstrup.

Helge Sander

Videnskabsminister Helge Sander hæftede sig ved, at når kun hver tyvende studerende på landets universiteter kommer fra ufaglærte hjem, så er den såkaldt negative sociale arv meget udbredt.

Men de højere uddannelser skal ikke være for særlige grupper i samfundet – alle, der kan og vil, skal have adgang til universitetet, påpegede ministeren. Der må ikke være barrierer, der forhindrer dygtige unge i at få en videregående uddannelse. Alt andet vil være spild af talent for både den enkelte selv og for samfundet som helhed.

Han understregede, at det var baggrunden for, at han nu har nedsat en idégruppe, der skal fremlægge konkrete initiativer, der kan bekæmpe den negative sociale arv.

Martin D. Munk

Ph.d. Martin D. Munk fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd redegjorde i sit indlæg for tal og tendenser omkring den negative social arv.

Han fremhævede, at blandt studerende, der er lige dygtige, gennemfører 80 procent af de unge fra akademiske hjem en videregående uddannelse, mens det kun er halvdelen af de unge fra ufaglærte hjem.

Høj fleksibilitet i uddannelsessystemet er én af de faktorer, der tilsyneladende har indflydelse på mønsterbrydning. Martin D. Munk fremhævede, at lande som Sverige og Holland har opnået gode resultater på området.   

Ulrik Wilbek

Håndboldlandsholdets træner Ulrik Wilbek talte om "viljen til at ville" med udgangspunkt i sine erfaringer fra sportspladsen.

I sit oplæg var Ulrik Wilbek meget optaget af den enkeltes egne bestræbelser på at ville bryde mønstre. For som han sagde: – Du får ikke bedre resultater ved at rette fejlene på samme måde.

Desuden fremhævede Wilbek faren ved at skære alle grupper over én kam. Det handler om at møde folk, hvor de er i deres tilværelse – det er forudsætningen for at skabe forandring.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Kunsthistorikeren og forfatteren Hans Edvard Nørregård-Nielsen fortalte sin personlige historie "fra den jyske hede til de gyldne laurbær".

Gennem en række personlige beretninger fra sin opvækst understregede Hans Edvard Nørregård-Nielsen, at vi skal huske det samfund og den kultur, vi kommer fra, når vi sætter os for at bryde mønstre i en tid hvor udviklingen går rasende stærkt. 

For hans eget vedkommende var det dels familiens og dels hans egen vilje til forandring, der har påvirket hans karrierevej.

Hanne Kathrine Krogstrup

Prorektor og formand for Idégruppen mod Negativ Social Arv Hanne Kathrine Krogstrup fremhævede i sit oplæg betydningen af nærhed til mønsterbryderne. Ikke mindst den geografiske nærhed, hvor det handler om, at det enkelte universitet er til stede og er synligt i nærområdet, herunder på for eksempel gymnasierne.

Samtidig understregede hun, at der ligger en udfordring i at kommunikere til de unge, hvad de egentlig får ud af en uddannelse på universitetet. Endelig advarede hun mod at etablere særordninger og andre foranstaltninger for udvalgte grupper i samfundet – det vil skabe en distance.

Del