Kommisorium for Fremtidspanelet
Kommissorium for Fremtidspanelet beskriver baggrund, opgave, medlemmer, mødeform og -frekvens samt sekretariatsbetjening for Fremtidspanelet.
Kommissorium
Baggrund
Videnskabsministeriet har nu eksisteret i mere end 2.000 dage.
Med etableringen af ministeriet blev fire meget væsentlige politikområder samlet. Således fik ministeriet til opgave at skabe gode rammer for udvikling af universitetsuddannelser, forskning, innovation og teknologi.
I Danmark tog man dermed konsekvensen af en stadig mere udbredt international erkendelse – en erkendelse som bl.a. OECD har været bannerfører for – at gode rammer for og et stærkt samspil mellem disse fire politikområder er en væsentlig del af grundlaget for fremtidens vækst og velfærd.
Globaliseringsudfordringen og -diskussionen har siden da blot yderligere aktualiseret betydningen af at sikre en stærk udvikling på de fire områder. Universitetsuddannelse, forskning, innovation og teknologi er de seneste år rykket højt op på den politiske dagsorden. Både i Danmark og internationalt.
I Videnskabsministeriets første 2.000 dage har der været fokus på reformer og strukturforandringer for at ruste både institutioner og allokeringssystemer til nye udfordringer. Det er sket for at sikre optimal udnyttelse af de ekstra offentlige midler, som i de kommende år tilføres universiteterne, forskningen, innovations- og IKT-området.
De første 2.000 dage er derfor et godt tidspunkt til at gøre status. Med aftalen om udmøntning af globaliseringspuljen igangsættes nu en historisk investering i viden. Samtidig er reformerne sat på skinner og vil for alvor begynde at virke i de kommende år.
Men opgaven og udfordringerne stopper ikke her.
Forandringshastigheden i samfundet er høj, og der er derfor behov for at fastholde dynamikken i politikudviklingen. Derfor er det allerede nu tid til at kigge fremad mod næste etape, og identificere de udfordringer, som Videnskabsministeriet skal tage fat på de næste 2.000 dage. Hvilke muligheder skal gribes? Og hvilke chancer må Videnskabsministeriet ikke lade gå fra sig?
Det er denne opgave, som Fremtidspanelet skal give sit bidrag til.
Opgave
Fremtidspanelet skal bidrage til at sætte dagsordenen for Videnskabsministeriets fortsatte arbejde.
Panelet skal i løbet af de kommende fem måneder identificere, prioritere og beskrive de væsentligste udfordringer for Videnskabsministeriet de kommende 2.000 dage.
De udfordringer, der præsenteres, skal dække Videnskabsministeriets fire hovedområder; universitetsuddannelser, forskning, innovation og (IKT-)teknologi. Fremtidspanelet kan blandt andet fokusere på de særlige danske potentialer og styrker indenfor disse områder.
Det er panelets opgave at levere et visionært bud på udfordringerne, men ikke at udarbejde konkrete forslag til løsninger og initiativer.
Panelet forventes at præsentere sit arbejde i form af en mindre publikation, som sendes til videnskabsministeren og herefter offentliggøres.
Medlemmer
Videnskabsministeren har udpeget Fremtidspanelets medlemmer. Medlemmerne er udpeget for perioden frem til afslutningen af Fremtidspanelets arbejde som forventes afsluttet inden årets udgang.
Fremtidspanelet består af otte medlemmer. Lars Nørby Johansen er formand for udvalget. Medlemmerne er:
- Lars Nørby Johansen (formand)
- Soulaima Gourani
- Jørgen Ørstrøm Møller
- Klaus Mølmer
- Søren Bo Nielsen
- Johannes Riis
- Charlotte Sahl-Madsen
- Katrine Worsaae
Fremtidspanelets medlemmer består af udvalgte eksperter og meningsdannere inden for forskning, innovation, IKT og universiteter. Panelet er sammensat således, at medlemmernes kompetencer tilsammen dækker hele ministeriets fagområde. Medlemmerne udpeges i deres personlige egenskab.
Panelet kan til sine møder invitere eksterne mødedeltagere og oplægsholdere med relevant ekspertise. Eller indhente synspunkter og dokumentation fra relevante institutioner, organisationer og personer.
Mødeform og –frekvens
Fremtidspanelet bestemmer selv, hvor ofte og hvordan møderne holdes. Der forventes som udgangspunkt afholdt mellem tre til fem møder. Formanden fungerer som mødeleder ved møderne.
Fremtidspanelets møder afholdes med udgangspunkt i en på forhånd fastsat dagsorden med dertil hørende oplæg. Dagsordenen aftales mellem sekretariatet og formanden.
Fremtidspanelets drøftelser kan tage udgangspunkt i de bidrag til arbejdet, der er kommet i forbindelse med konferencen VTU2000+ og den e-debat, der er etableret på panelets hjemmeside.
Sekretariatsbetjening
Videnskabsministeriet varetager sekretariatsbetjeningen af Fremtidspanelet.




