Regeringen sætter ambitiøst bredbåndsmål for hele Danmark
Alle borgere og virksomheder skal have adgang til mindst 100 Mbit/s i 2020. Sådan lyder regeringens målsætning.
I fremtidens digitale samfund skal alle borgere og virksomheder have adgang til højhastighedsbredbånd – uanset hvor i landet de bor. Derfor sætter regeringen nu det mål, at alle i Danmark skal have adgang til mindst 100 Mbit/s i 2020.
Regeringens hidtidige målsætning har været, at alle skulle kunne få adgang til bredbånd på 512 kbit/s i 2010. Den nye målsætning er altså 200 gange hurtigere end den gældende.
Med undtagelse af Luxembourg er målsætningen om 100 Mbit/s til alle den mest ambitiøse inden for EU og vil sætte Danmark foran vores nabolande Norge, Sverige og Tyskland.
– Bredbåndsmålsætningen sikrer, at Danmark fortsat har en infrastruktur i verdensklasse. Det er fundamentet for at skabe vækst og arbejdspladser. Samtidig er det en grundsten i at være borger i et digitalt Danmark, at der er sammenhæng mellem bredbåndskapaciteten, de tjenester, der tilbydes på nettet – og befolkningens it-kompetencer, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Målet skal nås ved at fortsætte den markedsbaserede og teknologineutrale tilgang, der hidtil har fungeret succesfuldt.
– Vi vil naturligvis bygge videre på principperne om, at bredbåndsudrulningen i Danmark er markedsbaseret og teknologineutral. For at sikre, at vi når målsætningen, kan der for eksempel stilles dækningskrav i forbindelse med kommende frekvensauktioner. Det skal sikre, at hele landet får adgang til lynhurtigt bredbånd, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Regeringen vil løbende evaluere udviklingen på området og på den baggrund iværksætte eventuelle tiltag med henblik på, at alle husstande og virksomheder kan få højhastighedsbredbånd i 2020.
For spørgsmål, kontakt kommunikationschef Anders Frandsen, telefon 4075 3324, e-mail .




