Grønnere offentlige arbejdspladser
Det offentlige skal være med i front, når det gælder anvendelsen af grøn it. Derfor udsender videnskabsminister Helge Sander i dag en vejledning med praktiske og let tilgængelige anvisninger til, hvordan det offentlige kan få en grønnere it-profil.
Tillad højere temperaturer i serverrummet, brug bærbare computere i stedet for stationære og print mindre. Enkle tiltag kan gøre offentlige arbejdspladser mere miljøvenlige. Vejledningens 29 konkrete forslag giver et overblik over aktiviteter, der kan bidrage til en grønnere brug af it.
– Potentialet i grøn it i det offentlige skal udnyttes langt bedre. Ofte kan små ændringer have store gavnlige effekter på miljøet. Det er derfor vigtigt, at de enkelte arbejdspladser får øjnene op for de mange muligheder. Ofte er der tilmed penge at spare, siger Helge Sander.
Vejledningen om grøn it til offentlige myndigheder er den konkrete udmøntning af et af initiativerne i Videnskabsministeriets Handlingsplan for grøn it i Danmark, som er fra april 2008.
Ministerierne, KL og Danske Regioner vil modtage vejledningen med en anbefaling om at fremme anvendelsen af miljøforbedrende grønne it-løsninger.
– En offentlig satsning på grøn it vil kunne føre til øget innovation i dansk erhvervsliv, som kan fastholde Danmark i front i den globale konkurrence om arbejdspladser og vækst. Det er ikke mindst vigtigt nu, hvor finanskrisen er over os, siger Helge Sander.
For yderligere kommentarer fra videnskabsminister Helge Sander kontakt Videnskabsministeriets pressemedarbejder Charlotte Holst, , tlf.: 2211 0200.
Yderligere information om vejledningen fås i IT- og Telestyrelsen, chefkonsulent Sara Gøtske, .




