Fortsat debat om it-standarder i Folketinget
Videnskabsministeren afviser it-ordføreres tilsidesættelse af anbefalinger fra uafhængigt ekspertudvalg og Konkurrencestyrelsen.
– I de mere end tyve år, jeg har været i Folketinget, har jeg aldrig før oplevet, at et politisk flertal på denne måde vil tilsidesætte de klare og næsten enslydende anbefalinger, der er kommet fra et ekspertudvalg og fra Konkurrencestyrelsen.
Det siger videnskabsminister Helge Sander, som på regeringens vegne afviser at feje anbefalingerne fra et uafhængigt ekspertudvalg og Konkurrencestyrelsen til side. Både ekspertudvalget og Konkurrencestyrelsen anbefaler, at det offentlige ikke på nuværende tidspunkt vælger den ene standard frem for den anden – teknisk forkortet som ODF og OOXML.
– Efter mange drøftelser om åbne standarder med Folketingets it-ordførere, ser det nu ud til, at flertallet ønsker, at vi politikere skal gøre os til overdommere i strengt it-tekniske forhold uden skelen til de økonomiske konsekvenser.
Kommunernes Landsforening har således taget forbehold for omkostningerne ved på kort sigt at vælge én dokumentstandard. Derfor vil Helge Sander snarest drøfte sagen med finansminister Claus Hjort Frederiksen.
– Debatten om åbne standarder er for alvor blevet en slagmark for it-lobbyister fra alle lejre, hvor flere af Folketingets normalt økonomisk ansvarlige partier tilsidesætter klare anbefalinger især fra det uafhængige ekspertudvalg, som de enkelte partier selv har udpeget repræsentanter til, siger Helge Sander.
Videnskabsministeren vil efter dagens møde snarest give regeringens tilbagemelding på dagens drøftelser til it-ordførerne.
Yderligere kommentarer fra videnskabsminister Helge Sander fås ved kontakt til informationschef Allan Boldt, tlf.: 3392 9739, .




