EU-aftale baner vej for fremtidens internet
Internet- og teleselskaber kender nu EU-rammerne for de kommende års milliardinvesteringer i lynhurtigt bredbånd og anden teleinfrastruktur. Videnskabsminister Helge Sander er tilfreds med resultatet efter de langvarige forhandlinger.
Fremtidens regulering af bredbånd og telekommunikation i EU er klar. Ministerrådet har indgået en aftale med Europa-Parlamentet om revision af telereguleringen. Dermed fjernes usikkerhed omkring EU-rammerne for de forestående milliardinvesteringer.
Blandt andet har der under forhandlingerne været tilhængere af særligt fordelagtige rammer for investeringer i højhastighedsnet, f.eks. fibernet. Disse investeringer er meget store og forbundet med en betydelig risiko, særligt i tyndt befolkede områder.
Konklusionen er dog, at man fastholder principperne i EU-reglerne på dette område for at bevare den velfungerende konkurrence mellem udbydere af internet, telefoni og IP-tv og dermed undgå højere priser for forbrugerne.
– Med aftalen fjernes usikkerhed om fremtidens spilleregler for de europæiske internet- og teleselskaber. Dermed baner aftalen vej for fremtidens internet med markant højere hastigheder og større båndbredde, uanset om det leveres trådløst eller i kabler, gennem kabel-tv, fibernet eller kobberkabler, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Dermed har vi også fået en væsentlig brik på plads i forhold til at sikre alle danskere i hele landet superhurtigt internet, idet EU-rammerne er på plads for det analyse- og ideudviklingsarbejde, som jeg har sat i gang med Højhastighedskomiteen.
Det nye regelsæt betyder også en meget tættere koordinering gennem oprettelsen af en fælles europæisk myndighed for elektronisk kommunikation. Det skal sikre en større grad af ensartethed i regelanvendelsen på tværs af landegrænser for teleselskaberne.
Et af de sidste, uløste problemer drejede sig om, hvorvidt adgangen til internettet kan indskrænkes for eksempel i forbindelse med krænkelser af ophavsretten. Med aftalen bliver det nu fastlagt, at adgangen til internettet ikke uden videre kan begrænses eller afskæres, samt at der i tilfælde af indgreb skal være adgang til en afgørelse fra en uafhængig og uvildig domstol eller anden retsinstans.
– Jeg er tilfreds med resultatet, som tilgodeser flere danske mærkesager. I forhandlingerne har vi kæmpet for og fået en bedre europæisk koordinering, et mere fleksibelt system for anvendelse af frekvenser til mobile teknologier samt fri og uhindret adgang til internettet, siger Helge Sander
Det var sidste chance for at få en aftale i hus, inden Europa-Parlamentet opløses og starter valgkamp.
Efter måneders intense forhandlinger mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet kom aftalen på plads. Dermed kan Europa-Parlamentet behandle og forventes at godkende aftalen i næste uge.
Yderligere kommentarer fra videnskabsminister Helge Sander fås ved henvendelse til Videnskabsministeriets informationschef Allan Boldt, tlf.: 3392 9739, .
Yderligere oplysninger om resultatet af teleforhandlingerne fås ved henvendelse til IT- og Telestyrelsen, vicedirektør Finn Petersen, tlf.: 3545 0110, eller chef for Internationalt Sekretariat Ellen Marie Friis Johansen, tlf.: 3545 0118, .




