Danske virksomheder skal i den grønne førertrøje
Ny vejledning fra videnskabsministeren giver konkrete råd til virksomheder om grøn it.
Videnskabsminister Helge Sander udsender nu en række gode råd og anbefalinger til, hvordan virksomhederne kan medvirke til at fremme en energieffektiv og miljørigtig brug af it.
– Vi har hidtil sat fokus på grøn it i den offentlige sektor. Nu giver vi en rådgivningshånd til de danske virksomheder, som ikke allerede er i gang med at spare på energien og dermed begrænse klimaforandringerne. Bæredygtig adfærd og økonomisk vækst kan sagtens gå hånd i hånd. Derfor vil vi gerne udbrede de eksisterende gode erfaringer med grøn it, siger Helge Sander.
Ide- og videnskataloget "Grøn it i din virksomhed – Ideer og inspiration til en grønnere profil" er udarbejdet i samarbejde med DANSK IT og IT-Branchen og indeholder eksempler på erfaringer med grøn it fra en række danske virksomheder.
Kataloget udgives også i engelsk version, der præsenteres på OECD-konferencen om grøn it i Helsingør. Videnskabsministeriet er vært for konferencen, som åbner i morgen, onsdag den 27. maj.
Peter Dreyer, bestyrelsesmedlem i DANSK IT og ansvarlig for foreningens arbejde med grøn it, anbefaler, at danske virksomheder satser grønt, ikke kun af hensyn til miljøet, også af hensyn til forretningen:
– Eksempler i kataloget viser, at brug af telekonferencer, serverkonsolidering og intelligent styring af bygningers energiforbrug har en gavnlig effekt på både miljøet og virksomhedens bundlinie, siger han.
Også IT-Branchen opfordrer til, at virksomhederne interesserer sig for grøn it:
– It bliver en klimahelt også for de små og mellemstore virksomheder. It-løsninger kan over en bred front reducere danske virksomheders energiforbrug – uanset om det gælder brug af udstyr, håndtering af data, energirigtige boliger eller transport, siger Keld Jersild Olsen, formand for IT-Branchens Grøn it-kampagne.
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes gennem Videnskabsministeriets informationschef, Allan Boldt, , tlf.: 3392 9739.
Yderligere information om idé- og videnskataloget fås i IT- og Telestyrelsen, projektleder Sara Gøtske, , tlf.: 3545 0103.




