Danmark it-frontløber i Europa
Ny EU-rapport bekræfter Danmarks digitale førertrøje. Informations- og kommunikationsteknologi er solidt forankret i EU's politik for vækst og beskæftigelse.
Danmark ligger med helt i toppen i de fleste af EU's målinger på it-områder og er en klart frontløber i udviklingen af informationssamfundet. Så kort og klar er konklusionen fra Europa-Kommissionen i den årlige statusrapport om EU's digitale konkurrenceevne.
Danmark har bl.a. den højeste andel af hyppige internetbrugere og bredbåndsbånds-abonnementer. Med sin handlingsplan for grøn it er Danmark også på forkant for så vidt angår miljøvenlig anvendelse af IKT. Kommissionen bemærker dog, at Danmark taber terræn i forhold til virksomhedernes brug af it og e-handel. Fra en placering helt i top er Danmark nu blandt de 5-7 bedste lande.
– Det er bestemt tilfredsstillende, at vi igen ligger i top i EU-undersøgelsen. Men den position er ikke naturgiven og må ikke blive en sovepude. Vi skal løbende sætte nye, digitale mål, og jeg ser blandt andet frem til Højhastighedskomiteens anbefalinger, siger videnskabsminister Helge Sander.
Kommissionen peger også på, at IKT er en hoveddrivkraft bag EU's økonomiske og sociale modernisering. IKT-politikken har således gjort den europæiske økonomi mere modstandsdygtig i krisetider. Med rapporten lægger Kommissionen op til en fornyelse af den europæiske IKT-strategi.
– De danske erfaringer og den danske topplacering betyder, at vi har gode forudsætninger for at være med til at udstikke rammer for den europæiske IKT-politik. Jeg håber, at mange danske aktører vil give deres besyv med, siger Helge Sander.
Videnskabsministeriet har iværksat høring i forhold den nye EU-strategi. Der holdes debatmøde i København mandag den 7. september om eftermiddagen, og der er frist for høringssvar om tre uger, fredag den 18. september.
For yderligere kommentarer fra videnskabsminister Helge Sander kontakt informationschef Allan Boldt, tlf.: 3392 9739, .
For yderligere information om i2010-initiativet og høringen om europæisk IKT-strategi kontakt chefkonsulent Henrik Kjær, IT- og Telestyrelsen, tlf.: 3545 0108, .




