Sander: Open source et pragmatisk værktøj med potentiale
Videnskabsministeriet udgiver pjece om anvendelse af open source-software i det offentlige og inviterer til dialog og erfaringsudveksling på www.digitaliser.dk.
Videnskabsministeriet udgiver pjece om anvendelse af open source-software i det offentlige og inviterer til dialog og erfaringsudveksling på www.digitaliser.dk.
– Open source software har et stort potentiale, hvis vi bruger det rigtigt. Det kan give værdi for offentlige myndigheder samtidig med, at der åbnes nye muligheder for danske virksomheder, og vi understøtter innovation og konkurrence, siger videnskabsminister Helge Sander.
Open source-software tillader udveksling og videreudvikling af software på frie vilkår. Det gør det muligt for mange forskellige it-virksomheder at tilbyde ydelser i forbindelse med softwaren og at udvikle nye it-produkter på baggrund af eksisterende software. Samtidig kan offentlige myndigheder nemmere samarbejde om at lave fælles it-løsninger og it-systemer, som kan fungere sammen.
Åbner nye muligheder
Videnskabsministeriet sætter med en ny pjece fokus på anvendelse af open source-software i det offentlige. Det sker med udgangspunkt i fem initiativer:
- Netværksdannelse og udvikling af offentlige softwarefællesskaber
- Løbende kortlægning af nye tendenser på softwareområdet
- Anvendelse af open source i den fællesoffentlige eferencearkitektur
- Samarbejde med uddannelsesinstitutioner
- Vidensindsamling og kommunikation
– Open source-software er ikke et vidundermiddel, men et pragmatisk værktøj, der ved intelligent anvendelse de rigtige steder giver værdi for offentlige myndigheder, private virksomheder og borgere, siger Helge Sander.
– Digitalisering er et vigtigt element for at sikre optimale vækstvilkår i Danmark, og open source er en naturlig del af den digitale udvikling i den offentlige sektor. Det er et perspektivrigt supplement til den nuværende anvendelse af software-løsninger og kan bidrage til udvikling og vækst og til at styrke både den offentlige sektors og danske virksomheders evne til at klare sig i konkurrencen i en globaliseret verden.
– Videndeling, fælles udvikling og gensidig dialog er selve idegrundlaget bag open source. Jeg vil derfor opfordre alle, som har idéer og synspunkter til at deltage i debatten på www.digitaliser.dk, siger Helge Sander.
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes gennem Videnskabsministeriets informationschef Allan Boldt, tlf.: 3392 9739,
Yderligere oplysninger om "Open source i det offentlige" ved kontakt til IT- og Telestyrelsen, kontorchef Christian Lanng, tlf.: 3337 9127,




