Videre til indhold. | Videre til menunavigation

25.06.2008

Ny generation digital signatur – mobil og brugbar til netbankerne

– Nu får danskerne en mobil, digital signatur, som både kan anvendes på de offentlige hjemmesider og hos netbankerne og andre private virksomheder. Samtidig bliver den nye digitale signatur endnu mere sikker, siger videnskabsminister Helge Sander.

– Nu får danskerne en mobil, digital signatur, som både kan anvendes på de offentlige hjemmesider og hos netbankerne og andre private virksomheder. Samtidig bliver den nye digitale signatur endnu mere sikker, siger videnskabsminister Helge Sander.

Videnskabsministeren har i dag, onsdag den 25. juni, tildelt selskabet DanID opgaven med at levere gratis digitale signaturer til danskerne i en femårig periode.

Den offentlige sektor sikrer hermed udviklingen af anden generation af den digitale signatur, hvor TDC siden foråret 2003 har stået for udviklingen og drift af første generation.

Aftalen betyder, at borgerne i løbet af 2009 får tilbudt digitale signaturer med øget sikkerhed, brugervenlighed og mobilitet, samt at danske virksomheder gratis tilbydes op til tre medarbejdersignaturer.

Både staten, kommunerne og regionerne står bag den nye aftale, som vil give adgang til digitale services på tværs af sektorgrænser i den offentlige og private sektor, herunder netbankerne.

– Teknologi-udviklingen går stærkt, og det skal vi naturligvis benytte os af. Den nye digitale signatur bliver nemmere at bruge for borgere og virksomheder, og vi kan tilbyde en mere sammenhængende adgang til den offentlige, digitale forvaltning, netbanker og virksomheders web-tjenester, siger Helge Sander.

Med DanID, ejet af PBS, som leverandør af anden generation af den digitale signatur sikres danskerne sammenhæng mellem den offentlige signatur og adgang til de mest benyttede private, digitale tjeneste-udbydere, som kræver adgangs-identifikation: Netbankerne.

Det tværoffentlige initiativ skaber dermed forudsætningerne for, at Danmark fortsat kan være et innovativt vidensamfund, som er blandt de bedste i verden til at udnytte nye informations- og kommunikationsteknologier.

Regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner fastlagde sidste år en ny strategi for digitalisering af den offentlige sektor frem til 2010. Den digitale signatur er et væsentligt omdrejningspunkt for regeringens mål om et stærkere samarbejde på tværs mellem staten, kommunerne og regionerne – et samarbejde, som kan skabe sammenhæng i den digitale service og administration.

KL vil være med til at sikre udbredelsen og anvendelsen af den digitale signatur:

– Vi forventer os meget af den nye digitale signatur. Det er særligt glædeligt, at man som borger kan bruge den samme signatur i kontakten med kommuner og andre myndigheder, og når man bruger sin netbank. Men der skal selvfølgelig være noget at bruge den til. Derfor skal der fortsat være fokus på at udvikle gode offentlige digitale selvbetjeningsløsninger, siger Erik Nielsen, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

Danske Regioner følger op:

– Danske Regioner ser frem til, at et stort behov for en fleksibel og mobil digital signatur imødekommes, især på sundhedsområdet, hvor der i de kommende år vil være et stigende antal services, som medarbejdere og borgere skal anvende digital signatur til, siger Ulla Astman, som er formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg og medlem af Danske Regioners Bestyrelse.


DanID (tidl. Selskabet af 24.8.2007) er et datterselskab i PBS-Koncernen. DanID udvikler og leverer it-infrastruktur med henblik på at tilbyde digital signatur i Danmark.

Yderligere information kan fås hos:

Palle H. Sørensen, centerleder, IT- og Telestyrelsen, tlf.: 3545 0255, .

Trine Søndergaard, pressekonsulent, KL, tlf.: 3370 3333, .

Lisbeth Nielsen, kontorchef, Danske Regioner, tlf.: 2134 1202, .

Del