Videre til indhold. | Videre til menunavigation

16.06.2008

Kommuneaftalerne: Økonomisk rygstød til offentlig digital strategi

– Med finansminister Lars Løkke Rasmussens aftaler med kommunerne og regionerne er der sikret ny fremdrift for den ambitiøse digitale strategi for den offentlige sektor, siger videnskabsminister Helge Sander.

– Med finansminister Lars Løkke Rasmussens aftaler med kommunerne og regionerne er der sikret ny fremdrift for den ambitiøse digitale strategi for den offentlige sektor, siger videnskabsminister Helge Sander.

Regeringens aftaler med kommunerne øremærker 116 mio. kr. i perioden 2009-2014 til realiseringen af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, herunder indfasning af den nye generation digitale signaturer. Tilsvarende indebærer aftalen med regionerne for samme periode, at der reserveres 66,5 mio. kr. til de nye, digitale signaturer.

– Aftalerne leverer dermed en væsentlig del af det økonomiske grundlag for næste generation af den digitale signatur, hvor vi i øjeblikket er i en afsluttende forhandlingsfase, siger Helge Sander.

Der er en række andre elementer i regeringens aftaler med henholdsvis kommuner og regioner, som har direkte adresse til den digitale forvaltning og anvendelsen af ny teknologi. Blandt andet reserveres næste år 17,5 mio. kr. til fremme af kommunale digitaliseringsløsninger, og regeringen afsætter yderligere 20 mio. kr. til sundheds-it, herunder bidrag til udbygning af sundhed.dk

– Der er både mange ønsker om forbedringer af den offentlige service og et samfundsøkonomisk hensyn om ikke at øge aktiviteten for voldsomt. Derfor er det meget hensigtsmæssigt, at der er opnået enighed om at investere i de digitale løsninger, som både kan give bedre service, effektivisere administrationen og styrke Danmarks position som en førende it-nation, siger Helge Sander.

Andre, konkrete digitaliseringsprojekter, som nævnes i regeringens aftaler med henholdsvis kommunerne og regionerne, er blandt andet:

  • Fuld digitalisering af kommunernes administration af syge- og barselsdagpenge
  • udmøntning af den nationale strategi for digitalisering af sundhedsvæsenet 2008-2012 samt
  • udbud af digitalt sagsbehandlingssystem for udsatte børn og unge, som skal sikre systematik omkring overholdelse af lovmæssige krav til opgaveløsningen.

– Det er også tilfredsstillende, at man her i en økonomisk rammeaftale bekræfter vores ambitiøse målsætning om, at al relevant skriftlig kommunikation mellem det offentlige og borgere og virksomheder kan foregå digitalt i 2012, siger videnskabsministeren.

Del