Videre til indhold. | Videre til menunavigation

27.11.2008

EU sænker prisen på sms

Efter hårdt pres fra blandt andet Danmark, har EU's teleministre i dag besluttet at gribe ind over for de skyhøje priser på sms-beskeder i Europa.

Efter hårdt pres fra blandt andet Danmark, har EU's teleministre i dag besluttet at gribe ind over for de skyhøje priser på sms-beskeder i Europa.

– Det er helt uacceptabelt, at man som forbruger opkræves en markant overpris for at sende en sms fra et EU-land til et andet. Overprisen på sms svarer faktisk til, at man giver over 60 kr. for en liter sødmælk, der burde koste 7-8 kr. Dette problem har jeg flere gange taget op i Ministerrådet – og derfor er det glædeligt, at vi i dag griber ind over for de alt for høje priser, siger videnskabsminister Helge Sander.

Ministrene har behandlet et forslag fra Europa-Kommissionen om at udvide den såkaldte roamingforordning, som sikrer forbrugerne et loft over prisen for at ringe med mobiltelefonen fra et EU-land til et andet: Fremover skal der også være loft på prisen for sms-tjenester.

Med det nye forslag vil prisen på sms'er få en øvre grænse på cirka én krone – hvor den i dag er 2,50 kr.

– Med dagens indgreb bliver der tale om mere end en halvering af sms-priserne, så det er et stort skridt i den rigtige retning. Det er meget tilfredsstillende, selv om vi fra dansk side gerne var gået endnu længere. Vore prisanalyser viser, at prisen kunne være sænket yderligere – både i forhold til almindelige mobilopkald samt sms-beskeder. Men det var der ikke opbakning til, siger Helge Sander, som nu håber, at medlemmerne af Europa-Parlamentet vil presse på for fortsatte prissænkninger.

Før dagens beslutning kan træde i kraft, skal forslaget om lavere priser behandles i Europa-Parlamentet. De nye priser forventes at træde i kraft den 1. juli 2009.

Helge Sander ser indgrebet som et vigtigt signal til markedet om, at der er plads til mere konkurrence og dermed endnu lavere priser fremover.


Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på mobil: 4082 8958 eller e-mail:

Del