World Economic Forum: Danmark er verdens bedste it-nation
For første gang erobrer Danmark førstepladsen som verdens bedste it-nation i en ny rapport fra det uafhængige og anerkendte institut World Economic Forum.
For første gang erobrer Danmark førstepladsen som verdens bedste it-nation i en ny rapport fra det uafhængige og anerkendte institut World Economic Forum.
– Det er meget tilfredsstillende, at vi rykker fra en tredjeplads sidste år til førstepladsen og dermed overhaler USA og Singapore, siger videnskabsminister Helge Sander.
I præsentationen af årsrapporten, som World Economic Forum har udarbejdet i samarbejde med den førende, internationale business school Insead, fremhæves for Danmarks vedkommende "very effective government e-leadership", "large availability of e-government services," den tidlige liberalisering af telesektoren og "a first-rate regulatory framework", "the country's excellent regulatory environment".
– Regeringen tager naturligvis med glæde imod roserne for henholdsvis vores satsning på og vision for digitalisering og internet-tilbud til borgere og virksomheder samt teleliberaliseringen og -reguleringen. For de rutinemæssige kritikere på disse områder bør rapporten være pligtlæsning.
– Men roserne skal bestemt ikke blive en sovepude. I IKT-rådet har vi allerede taget hul på diskussionen om, hvordan danskernes it-kompetencer kan forbedres, så vi styrker den digitale sammenhængskraft i samfundet. Senere i år sætter IKT-rådet fokus på at styrke forskning og innovation inden for it- og telekommunikation og på spørgsmålet om, hvordan vi bedre udnytter den stigende udbredelse af bredbånd i Danmark, siger Helge Sander.
Førstepladsen til Danmark som bedste it-nation fra World Economic Forum føjer sig fornemt til det anerkendte instituts vurdering fra december, hvor Danmark blev vurderet til at være EU's mest konkurrencedygtige og dynamiske økonomi.
Årsrapporten "The Global Information Technology Report" er blevet udgivet af World Economic Forum siden 2001, og bortset fra den første årsrapport er den udarbejdet i samarbejde med Insead.




