Videre til indhold. | Videre til menunavigation

02.08.2007

Vurdering af fredagsbarer er universiteternes opgave

Jeg har fuld tillid til, at universitetsbestyrelserne er handlekraftige nok til at afgøre, om der på deres institution findes fredagsbarer, der er i strid med konkurrencelovgivningen – og at gribe ind, hvis det er nødvendigt, siger videnskabsminister Helge Sander.

– Jeg har fuld tillid til, at universitetsbestyrelserne er handlekraftige nok til at afgøre, om der på deres institution findes fredagsbarer, der er i strid med konkurrencelovgivningen – og at gribe ind, hvis det er nødvendigt, siger videnskabsminister Helge Sander i en kommentar til debatten om, hvorvidt fredagsbarers frie husleje m.v. på universiteterne er konkurrenceforvridende støtte.

– Fredagsbarers kombination af socialt samvær og faglig snak er selvfølgelig en naturlig del af studielivet. Men fredagsbarerne rundt omkring er meget forskellige. Den ene yderlighed kan være en gruppe studerende på et mindre studie, der fast låner et lokale for at holde faglig hygge. Den anden kan være en større forretning, der nærmer sig restaurationskarakter, siger Helge Sander.

– Konkurrencestyrelsen har nu afgjort, at det kan stride mod konkurrencereglerne, at universiteterne giver støtte til restaurationsaktiviteter. Men det er ikke det samme, som at alle fredagsbarer nu er truede, siger Helge Sander.

Del