Videnspredning skal afhjælpe faldende folketal
Når omkring en tredjedel af landets kommuner kan se frem til et faldende folketal i 2030, så er det et signal om, at vi må skrue op for at få ny viden spredt ud til hele landet, siger videnskabsminister Helge Sander i en kommentar til den nyeste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik.
– Når omkring en tredjedel af landets kommuner kan se frem til et faldende folketal i 2030, så er det et signal om, at vi må skrue op for at få ny viden spredt ud til hele landet. Ellers får vi ikke et samfund i balance og en ligelig udvikling i hele landet.
Det siger videnskabsminister Helge Sander i en kommentar til den nyeste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik.
Fremskrivningen viser, at en tredjedel af de danske kommuner kan forvente et faldende folketal fra 2007 til 2030. Det gælder specielt flere af de mindre øer og bl.a. det nord- og vestjyske område samt Bornholm.
Overraskende nok er det Region Midtjylland, der oplever den største befolkningstilvækst med omkring 9 pct. i perioden – men det dækker over store udsving fra de østjyske kommuner til Vestjylland.
– Én af forudsætningerne for at tiltrække og fastholde virksomheder – og dermed arbejdskraft – til hele landet handler om let adgang til ny viden i form af uddannelse, forskning og innovation, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Derfor har vi i Videnskabsministeriet igangsat en lang række initiativer, der handler om at sprede viden. F.eks. den såkaldte videnpilotordning, hvor virksomheder får tilskud til at ansætte den første højtuddannede medarbejder. Og vi garanterer bredbånd til hele landet senest i 2010, siger Helge Sander.
– Men vi skal endnu videre – og derfor vil jeg prioritere dette emne særligt højt på min politiske dagsorden. For mig at se handler det ikke alene om, at vi risikerer en affolkning af yderområderne. Det er slemt nok i sig selv. Men den store fare ligger i, at vi risikerer et todelt Danmark med dem, der er med i vidensamfundet – og dem, der ikke er med. Det er uacceptabelt.
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på telefon 4082 8958 eller .




