Videnskabsministeren lancerer national strategi for e-læring
I dag offentliggør regeringen en national strategi for e-læring med den klare ambition: At Danmark bliver blandt de førende lande i verden inden for e-læring, siger videnskabsminister Helge Sander.
– I dag offentliggør regeringen en national strategi for e-læring med den klare ambition: At Danmark bliver blandt de førende lande i verden inden for e-læring. Akkurat ligesom vi allerede er kåret som verdens bedste it-nation, siger videnskabsminister Helge Sander.
Regeringen afsætter mere end 135 mio. kroner over tre år til at skabe en endnu større anvendelse og en højere kvalitet af e-læring. Det skal bidrage til at højne kompetenceudviklingen i hele samfundet.
– Vi skal ikke ukritisk sætte strøm til undervisningen, men bruge initiativerne til nye og spændende måder at lære på. Vi skal i det hele taget bruge e-læring på den intelligente facon, siger Helge Sander.
Strategien retter fokus mod fem målgrupper: Børn og unge, videregående uddannelsesinstitutioner, den offentlige sektor, private virksomheder og borgere. Der opstilles konkrete mål og initiativer i forhold til hver enkelt målgruppe.
– E-læring rummer næsten ubegrænsede muligheder – og dem åbner vi nu døren for med den nationale strategi. E-læring er grundlæggende fleksibel i sin form, og hvis vi øger anvendelsen, vil mange flere kunne udvikle deres kompetencer når og hvor, de har behov, siger Helge Sander.
Strategien lægger for eksempel op til at udvikle universer, hvor børn og unge kan lære på mere underholdende måder. At universiteterne opstiller digitaliseringsstrategier med mål for e-læring. Samt at der udvikles e-læringsforløb for medarbejdere i det offentlige.
Hele den nationale strategi for e-læring kan læses på hjemmesiden www.itst.dk.
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på tlf.: 3392 9737 eller på e-mail: .
Spørgsmål til strategien kan rettes til: Marianne Mazaheri, IT- og Telestyrelsen på telefon 3545 0131 eller på e-mail: .




