Videnskabsministeren indgår samarbejdsaftale om forskning med Kina
Ved en ceremoni i den kinesiske hovedstad Beijing underskriver videnskabsminister Helge Sander og hans kinesiske kollega Wan Gang i dag en samarbejdsaftale om forskning og udvikling.
Ved en ceremoni i den kinesiske hovedstad Beijing underskriver videnskabsminister Helge Sander og hans kinesiske kollega Wan Gang i dag en samarbejdsaftale om forskning og udvikling.
– Viden er i dag noget, man handler med og bytter med globalt. Det er helt afgørende for Danmark, at vi gør os gældende blandt verdens absolut førende videncentre. Derfor må vi styrke og udbrede samarbejdet med Kina og andre videncentre, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Det 21. århundrede omtales ofte som Asiens århundrede, fordi Asien vokser både i økonomisk tyngde og politisk indflydelse. Kina er med sin enorme vækst en af hovedmotorerne bag denne udvikling. Det skal vi ikke betragte som en trussel. Tværtimod kan vi drage fordel af et tættere samarbejde med Kina, siger Helge Sander.
Med aftalen forventes der flere samarbejdsprojekter om udveksling af viden og forskningsresultater mellem danske og kinesiske virksomheder og forskere. Endvidere lægger aftalen op til en øget udveksling af forskere og samarbejde vedrørende forskeruddannelse.
Aftalen dækker prioriterede områder med stort potentiale for øget samarbejde inden for forskning og innovation. De udvalgte områder er bioteknologi, medicinsk forskning, landbrug og fødevareteknologi, vedvarende energi, nanoteknologi og IKT.
På nuværende tidspunkt har Danmark indgået bilaterale samarbejdsaftaler med Indien og Canada om bioteknologi samt med Israel om bioteknologi og IKT. Der forhandles endvidere med Japan og USA om samarbejdsaftaler.
Underskrivelsen af den dansk-kinesiske aftale om forskning og udvikling sker som led i videnskabsminister Helge Sanders besøg i Kina i perioden 23.-29. september.
Videnskabsminister Helge Sander kan i Kina kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på tlf. 4082 8958 eller e-mail: .




