Videre til indhold. | Videre til menunavigation

06.03.2007

Sander: Danmark skal følge erfaringerne med e-valg i Estland nøje

Videnskabsminister Helge Sander har bedt IT- og Telestyrelsen om at udarbejde en status for de internationale erfaringer med digitalisering af valghandlingerne.

Videnskabsminister Helge Sander har bedt IT- og Telestyrelsen om at udarbejde en status for de internationale erfaringer med digitalisering af valghandlingerne.

– Parlamentsvalget i Estland i søndags, den 4. marts, var verdenspremiere for afgivelse af stemmer over internettet ved et nationalt valg og kan vise sig at være et valg af historisk betydning. Derfor er der behov for en status for de internationale erfaringer, siger videnskabsminister Helge Sander.

– På baggrund af statusredegørelsen vil jeg tage en drøftelse med Folketingets it-ordførere og min kollega, indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, om hvordan vi i Danmark kan komme videre med at overvinde de barrierer, af både praktisk og juridisk karakter, der hidtil har været for e-valg i Danmark.

– Hovedgevinsten ved e-valg over nettet er, at det kan styrke valgdeltagelsen. Herhjemme har vi blandt andet set mere end en fordobling af deltagelsen i det seneste studentervalg på RUC pga. mulighederne for e-afstemning.

– I IT- og Telestyrelsens internationale erfaringsopsamling vil indgå rapporteringen fra den internationale observatørgruppe fra OSCE, som overvågede valget i Estland, siger Helge Sander.

– Som udgangspunkt er jeg meget positiv over for yderligere digitalisering af valghandlingerne i Danmark. Men vi må tage fat på de praktiske og juridiske udfordringer og ikke mindst meget nøje drøfte i partierne, på borgermøder mv., hvordan vi kan sikre en usvækket tiltro og tillid til valghandlingen i den danske befolkning.

– Selv om gevinsterne ved at stemme på nettet, optælle stemmer elektronisk osv. er indlysende, kan prisen blive uacceptabel høj, hvis danskernes tillid til valghandlingerne svækkes det mindste, siger Helge Sander.


Videnskabsministeren kan kontaktes via særlig rådgiver og kommunikationschef Niels Hovmand på telefon 3392 9737 eller .

Del