Videre til indhold. | Videre til menunavigation

11.01.2007

Sander: "Brandstationen" er ikke til salg

Videnskabsminister Helge Sander afviser enkelte mediers beskrivelse af, at Universitets- og Bygningsstyrelsens ejendom på Jagtvej 155D, der omtales som "den gamle brandstation", er til salg.

Videnskabsminister Helge Sander afviser enkelte mediers beskrivelse af, at Universitets- og Bygningsstyrelsens ejendom på Jagtvej 155D, der omtales som "den gamle brandstation", er til salg.

– Den ejendom er bestemt ikke sat til salg. Tværtimod er den en helt central brik i en sjælden udbygningsmulighed for København Universitet i tilknytning til deres Nørre Campus, siger Helge Sander.

– Der har været 17 henvendelser om at købe ejendommen Jagtvej 155D, men Universitets- og Bygningsstyrelsen har ikke optaget forhandlinger herom, da hensynet til en udbygningsmulighed for KU har haft klar førsteprioritet.

– Selve bygningerne på Jagtvej 155D er endvidere blevet erklæret nedrivningsmodne i en tilstandsrapport fra november sidste år, og der er allerede sat en proces i gang omkring dette. Bygningerne kan fremover kun anvendes efter en kostbar istandsættelse, da der er konstateret nedstyrtningsfare.

– Derfor må jeg afvise udspillet fra overborgmesteren i Københavns Kommune, som endnu engang søger at skubbe ansvaret for en løsning af problemerne med Ungdomshuset over på andre.

– Inden for få uger har Ritt Bjerregaard i medierne stort set solgt ejendomme, der ikke er hendes. Derfor synes jeg ærlig talt, at hun skulle tage arbejdstøjet på og ikke være så optaget af at komme i medierne med såkaldte løsningsforslag, som pudsigt nok ikke tager udgangspunkt i kommunale ejendomme eller reelle forhandlingsresultater med de unge.

– Det er trist, at beboerne på Nørrebro, der forståeligt nok er utrygge ved den forestående afvikling af Ungdomshuset, og de politifolk, som har til opgave at skulle rydde Jagtvej 69 på et tidspunkt – bliver gjort til brikker i et spil, hvor overborgmesteren forsøger at redde sit ansigt, siger Helge Sander.

Del