Videre til indhold. | Videre til menunavigation

14.08.2007

Offentlige forskningsmidler på vej mod 1 procent

Den nyeste opgørelse bekræfter, at vi er kommet et stort skridt nærmere regeringens målsætninger for offentlig forskning og udvikling, siger videnskabsminister Helge Sander.

– Den nyeste opgørelse bekræfter, at vi er kommet et stort skridt nærmere regeringens målsætninger for offentlig forskning og udvikling, siger videnskabsminister Helge Sander efter, at Dansk Center for Forskningsanalyse (CFA) ved Århus Universitet i en ny statistik dokumenterer en markant stigning på de offentlige forskningsbudgetter.

I 2007 er de samlede offentlige forskningsbevillinger vokset til 14,1 milliarder kroner mod 12,7 milliarder i 2006. Det svarer til en stigning fra 0,76 procent til 0,82 procent af bruttonationalproduktet.

– Regeringen og et bredt flertal i Folketinget vedtog med sidste års forlig om globaliseringsmidlerne en historisk investering i viden, således at de offentlige forskningsmidler i 2010 udgør 1 procent af bruttonationalproduktet. Her er bekræftelsen på, at vi er på rette vej, siger Helge Sander.

– Men det handler ikke bare om at nå en bestemt procentsats. Det handler også om at sikre så høj kvalitet for pengene som muligt. Derfor bliver investeringen fulgt af en række tiltag, der skal ændre måden, vi giver bevillinger på. For eksempel en ny type store, flerårige forskningsmidler, der gives til de enkelte universiteter efter kvalitet, siger Helge Sander.

Af de mange forskellige typer af offentlige forskningsmidler er det suverænt finanslovsmidlerne inklusive Højteknologifonden, der fylder mest i det offentlige forskningsbudget. Knap 87 procent fordeles gennem finansloven. De øvrige midler kommer bl.a. fra EU's rammeprogrammer, Nordisk Ministerråd, kommuner og regioner samt Danmarks Grundforskningsfond.

Del