Ny formand for Danmarks Forskningspolitiske Råd
Videnskabsminister Helge Sander har udpeget adm. dir. Asbjørn Børsting, DLG, som formand for Danmarks Forskningspolitiske Råd.
Videnskabsminister Helge Sander har udpeget adm. dir. Asbjørn Børsting, DLG, som formand for Danmarks Forskningspolitiske Råd.
– Danmarks Forskningspolitiske Råd vil få glæde af Asbjørn Børstings kendskab til forskningspolitik og forskningsstrategier i både den private og den offentlige sektor. Asbjørn Børsting er med sin store ledelseserfaring fra en fremtrædende dansk virksomhed en stærk og alsidig formand, siger Helge Sander.
Helge Sander har udover formanden udpeget eller genudpeget otte medlemmer af rådet:
- Professor Lone Dirckinck-Holmfeld, Aalborg Universitet
- Forskningsprofessor Lone Kirsten Gram, DTU
- Professor Lis Adamsen, Universitetshospitalernes Center for Sygepleje og Omsorgsforskning
- Adm. direktør Lars Goldschmidt, Foreningen af Rådgivende Ingeniører
- Klinikchef Liselotte Højgaard, Rigshospitalet
- Direktør Leif Kjærgaard, Danisco
- Professor Nils O. Andersen, Københavns Universitet
- Professor Svend Erik Hougaard Jensen, Syddansk Universitet
Sammensætningen af Danmarks Forskningspolitiske Råd sikrer, at rådet har solid og bred erfaring med forskning såvel i det private erhvervsliv som ved universiteter og andre offentlige forskningsinstitutioner.
Danmarks Forskningspolitiske Råd yder overordnet, forskningspolitisk rådgivning til regering og Folketing. Rådets arbejdsfelt omfatter dansk og international forskningspolitisk rådgivning om rammebetingelser for forskning, forskningsbevillinger, større nationale og internationale forskningsinitiativer, forskeruddannelse og Danmarks rolle og placering i det internationale forskningssamarbejde.
Yderligere oplysninger om Danmarks Forskningspolitiske Råd kan fås ved at kontakte Forsknings- og Innovationsstyrelsen, specialkonsulent Karin Kjær Madsen, tlf.: 3392 9994 eller specialkonsulent Anders Kjær, tlf.: 3544 6252.




