Videre til indhold. | Videre til menunavigation

17.08.2007

Nobelpris-initiativ igangsættes på onsdag

Hvordan kan dansk forskning i endnu højere grad blive synliggjort og anerkendt i udlandet? Hvordan kan vi forøge chancerne for flere danske Nobelpriser?

Hvordan kan dansk forskning i endnu højere grad blive synliggjort og anerkendt i udlandet? Hvordan kan vi forøge chancerne for flere danske Nobelpriser?

Det er nogle af de spørgsmål, der vil være relevante, når videnskabsminister Helge Sander på onsdag den 22. august mødes med en række fremtrædende personer inden for privat og offentlig forskning.

Arrangementet finder sted i historiske lokaler – nemlig æresboligen for Danmarks nok mest kendte Nobelpristager, Niels Bohr, ved Carlsberg i Valby i København. Boligen bliver i dag benævnt som Carlsberg Akademi.

– Danmark er et af verdens førende vidensamfund. Vi investerer i disse år massivt i at forøge den i forvejen høje kvalitet af dansk forskning – og denne høje kvalitet skal vi have synliggjort. Vi skal have eksponeret vores verdensklasseforskere endnu bedre og ikke mindst i udlandet, siger Helge Sander.

Til frokostmødet deltager den svenske professor Gunnar Öquist, der er generalsekretær for Den Kungl. Vetenskabsakademien, der uddeler Nobelprisen. Derudover er han også medlem af bestyrelsen for Danmarks Grundforskningsfond.

Foruden Gunnar Öquist vil videnskabsministeren lytte til gode ideer fra formændene for det Frie og det Strategiske Forskningsråd, Jens Christian Djurhuus og Peter Elvekjær, formand for Rektorkollegiet Jens Oddershede, formand for Danmarks Grundforskningsfond Klaus Bock, formand for Carlsbergfondet Poul Krogsgaard-Larsen, administrerende direktør for Lundbeck Claus Bræstrup og en række andre vægtige aktører inden for forskningsverdenen.

– Man kan ikke planlægge sig til at vinde en Nobelpris, men man kan gøre en række ting for at give vores dygtigste forskere de bedste muligheder og så stor eksponering som muligt. Det glæder jeg mig til at få en række bud på, siger Helge Sander.

Siden Nobelprisen blev grundlagt i 1901 har i alt 13 danskere modtaget den prestigefyldte pris. Den kendteste var som nævnt Niels Bohr, der modtog prisen for fysik og kemi i 1922. Den første var Niels Ryberg Finsen, der modtog prisen for medicin allerede i 1903, og senest modtog Jens Christian Skou prisen for fysik og kemi. Det skete i 1997.


For yderligere information kontakt kommunikationschef Niels Hovmand, telefon 4082 8958.

Del