Videre til indhold. | Videre til menunavigation

19.01.2007

Lettere adgang til viden i udlandet – 32 millioner kroner skal hjælpe 100 mindre virksomheder

Det skal være lettere for danske forskere og virksomheder at samarbejde med kolleger i verdens videncentre. Det er budskabet fra videnskabsminister Helge Sander, der nu skruer op for internationaliseringen af dansk forskning og innovation.

Det skal være lettere for danske forskere og virksomheder at samarbejde med kolleger i verdens videncentre. Det er budskabet fra videnskabsminister Helge Sander, der nu skruer op for internationaliseringen af dansk forskning og innovation.

– Som et lille land med store målsætninger om at blive et førende vidensamfund, er vi dybt afhængige af gode relationer til verdens videncentre. Vi skal være fysisk til stede i de regioner, hvor banebrydende ny viden ser dagens lys. Samtidig skal vi sikre endnu bedre vilkår for de universiteter og videnbaserede virksomheder, der vil øge samspillet med udlandet, siger videnskabsminister Helge Sander.

En konkret opfølgning på denne melding er det nye GazelleGrowth-program, der skal yde starthjælp til op imod 100 yngre, videnbaserede virksomheder, der vil ind på det amerikanske marked. 

Opgaven skal løftes af et konsortium bestående af blandt andet Symbion, DTU-Innovation og Vækstfonden, der har vundet en udbudsrunde i Videnskabsministeriet. Det tildeles 32 mio. kroner over tre år til at løfte opgaven, og bidrager selv med 25 mio. kroner.

– Danske virksomheder skal være blandt de mest innovative i verden. Derfor skal de have bedre mulighed for at samarbejde med førende udenlandske virksomheder, investorer og forskningsinstitutioner. Jeg er sikker på, at GazelleGrowth-programmet vil bidrage positivt til dette, siger videnskabsminister Helge Sander.

Parallelt med dette gav videnskabsministeren i sommeren 2006 startskuddet til den første danske videnambassade i Silicon Valley i USA. Den efterfølges i løbet af 2007 af et tilsvarende kontor i Shanghai i Kina. Ambassaderne skal skabe grobund for, at f.eks. danske universiteter og virksomheder kan få en endnu tættere kontakt til verdens videncentre.

Hertil kommer, at Videnskabsministeriet i øjeblikket arbejder på at indgå forskningsaftaler med lande som Japan, USA og Israel.


Videnskabsministeren kan kontaktes via særlig rådgiver og kommunikationschef Niels Hovmand på tlf.: 3392 9737 eller .

Del