Videre til indhold. | Videre til menunavigation

15.08.2007

Jette Frederiksen ny direktør for Akkrediteringsinstitutionen

Videnskabsminister Helge Sander har pr. 1. september ansat nuværende kontorchef i Personalestyrelsen Jette Frederiksen som ny direktør for Akkrediteringsinstitutionen.

Videnskabsminister Helge Sander har pr. 1. september ansat nuværende kontorchef i Personalestyrelsen Jette Frederiksen som ny direktør for Akkrediteringsinstitutionen. Det sker efter indstilling fra Akkrediteringsrådet.

– Akkrediteringsinstitutionen er et led i regeringens bestræbelser på at sikre og fastholde en høj kvalitet på uddannelserne – og på at sikre en høj gennemsigtighed, så denne kvalitet kommer til at fremstå tydeligt også internationalt, siger Helge Sander.

Akkrediteringsinstitutionen skal sikre og dokumentere kvalitet og relevans af alle danske videregående uddannelser ved at:

  • akkreditere alle nye og eksisterende videregående uddannelser
  • godkende uddannelser på Videnskabsministeriets område
  • etablere en videnscenterfunktion for akkreditering og kvalitetssikring.

Jette Frederiksen har igennem hele sit arbejdsliv arbejdet med kvalitetsudvikling og har stået i spidsen for en række større kvalitetsudviklingsprojekter bl.a. inden for arbejdsmarkedsområdet. Hun deltog i auditeringen af Teologisk Fakultet på Aarhus Universitet og er medlem af bedømmelsesudvalget for Kvalitetsprisen for den offentlige sektor.

Jette Frederiksen kommer fra en stilling som kontorchef i Personalestyrelsens Personale- og Ledelsespolitiske division, hvor hun har haft ansvaret for den overordnede personale- og ledelsespolitik for 165.000 statslige ansatte.

Del