Videre til indhold. | Videre til menunavigation

06.06.2007

Fokus på fremtidens studiemiljø på universiteterne

Videnskabsminister Helge Sander overrakte i dag, onsdag den 6. juni, præmier til vinderne af essaykonkurrencen om fremtidens studiemiljø.

Videnskabsminister Helge Sander overrakte i dag, onsdag den 6. juni, præmier til vinderne af essaykonkurrencen om fremtidens studiemiljø. De tre vinderbidrag giver forskellige ideer om et optimalt studiemiljø, fagligt og socialt på universiteterne.

– Det er meget glædeligt, at der er kommet over 60 bidrag i konkurrencen. De kvalificerede ideer og overvejelser om arkitektur, teknologi og de studerendes faglige udvikling og sociale miljø vil indgå i et større udviklingsprojekt for campusmiljøer. Et stimulerende, inspirerende studiemiljø er nødvendigt for at have universitetsuddannelser i verdensklasse, siger Helge Sander.

Førstepræmien på 25.000 kr. går til Lise Nielsen, der er studerende ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet, for essayet "Det gode studiemiljø".

Andenpræmien på 15.000 kr. går til Mette Bergenser og Linda Lützau Nielsen, der er studerende ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet, for essayet "Rum for fordybelse, viden, forbundethed og inspiration".

Tredjepræmien på 10.000 kr. går til Andreas Birkbak, studerende ved Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, for essayet "Studietid anno 2017".

En dommerkomité har udpeget vinderne blandt de indkomne essaybidrag til konkurrencen, som er leveret af studerende fra mange forskellige fag.

De studerende har blandt andet overvejet og givet bud på, hvordan teknologien kan integreres i de fysiske rammer og styrke videnspredningen og den indlæring, der sker i et studieforløb. Der er også i bidragene forslag til, hvordan fagenes særlige karakteristika kan afspejles, eksempelvis ved etablering af et tyskrum, hvor der kun tales tysk.

Bidragene vil indgå i det videre arbejde med at udvikle fremtidens studiemiljøer på de videregående uddannelser, der er et større udviklingsprojekt for campusmiljøer.


Universitets- og Bygningsstyrelsen har på www.ubst.dk yderligere info om essaykonkurrencen, de tre vinderbidrag og dommerbetænkningen.

Del