Fem skarpe formidlere nomineret til Forskningskommunikationsprisen
En skarp sans for præcis formidling og en dygtig evne til at skabe bred interesse for deres forskningsfelt. Det er fællesnævneren for de fem forskere, der er nomineret til dette års Forskningskommunikationspris, der overrækkes af Kronprins Frederik fredag den 27. april.
En skarp sans for præcis formidling og en dygtig evne til at skabe bred interesse for deres forskningsfelt. Det er fællesnævneren for de fem forskere, der er nomineret til dette års Forskningskommunikationspris, der overrækkes af Kronprins Frederik fredag den 27. april.
– Det er fem af Danmarks mest drevne formidlere, der er nominerede til prisen. De har alle i høj grad medvirket til, at den gode forskning også når ud til den brede offentlighed. Og det er præcis det, som Forskningskommunikationsprisen skal stimulere til, siger videnskabsminister Helge Sander.
Dette års nominerede er:
- Claus Hviid Christensen, professor ved Danmarks Tekniske Universitet
- Ole G. Mouritsen, professor ved Syddansk Universitet
- Henrik Hautop Lund, professor ved Syddansk Universitet
- Hans Bonde, professor ved Københavns Universitet
- Jesper Ryberg, professor ved Roskilde Universitetscenter
– Deres forskningsfelter spænder vidt – lige fra retsfilosofi over kropskultur til biomembraner. Men fælles for dem alle er, at de ikke har været bange for at gå utraditionelle veje i formidlingen af deres forskning. Det fortjener en anerkendelse, siger Helge Sander.
Dette års vinder – den fjerde af slagsen – bliver offentliggjort ved overrækkelsen fredag den 27. april. Det sker ombord på ekspeditionsskibet Vædderen, der kort forinden er vendt tilbage til København fra sit otte måneders Galathea-togt jorden rundt. Overrækkelsen er samtidig startskuddet til Forskningens Døgn.
De tidligere vindere af prisen er astrofysiker Anja C. Andersen, læge Bente Klarlund og hjerneforsker Morten Kringelbach.
Forskningskommunikationsprisen er på 100.000 kr. Vinderen af prisen og de øvrige nominerede udpeges af en komité, der er nedsat af videnskabsministeren. Komitéens formand er professor Flemming Poulfelt, Copenhagen Business School.
For yderligere oplysninger om Forskningskommunikationsprisen, kontakt Stefanie Bondy Jørgensen, , tlf. 3392 9732.




