Danmark skal have flere Nobel-priser
Videnskabsminister Helge Sander bebuder et initiativ, som skal sikre Danmark flere Nobelpriser.
Videnskabsminister Helge Sander bebuder et initiativ, som skal sikre Danmark flere Nobelpriser.
Det første møde om initiativet vil finde sted i august i Carlsberg Akademi, som har været æresbolig for blandt andet den tidligere danske Nobelprismodtager, atomfysikeren Niels Bohr.
– Kun fire fra Danmark har fået Nobelprisen efter Anden Verdenskrig – Aage Bohr og Ben Mottelson, Niels Kaj Jerne og Jens Christian Skou. Med regeringens stærke fokus på dansk forskning i verdensklasse og de kommende års massive løft i de statslige investeringer i forskning, er det vigtigt, at vi også prioriterer øget, international synlighed af dansk forskning, siger Helge Sander.
– Vi har mange fremragende og internationalt førende, danske forskere. Og vi skal sikre den bedst mulige eksponering af de kandidater, vi har, for at give dem de største chancer for at høste store internationale forskningspriser som Nobelpriserne.
– Enhver ved, at vi ikke kan planlægge os til flere priser. Men vi skal være langt bedre til at tilbyde de bedste af de bedste blandt vores forskere optimale arbejds- og forskningsvilkår, også her i Danmark. Og de stærke kandidater, som Danmark har til Nobelpriserne, skal vi sikre maksimal eksponering i de relevante, internationale forskningsmiljøer eksempelvis gennem deltagelse i højprofilerede forskningskonferencer mv.
– Derfor vil jeg lige efter sommerferien præsentere et initiativ, som kan give vores bedste forskere den nødvendige platform. Initiativet kommer ikke kun for forskernes skyld. Det er af stor betydning for Danmark som vidensamfund, at vores præstationer og kompetencer inden for forskning bliver kendt, ikke blot i de snævre, faglige miljøer, men mere bredt i udlandet.
Videnskabsministeren bebudede det kommende initiativ ved et arrangement i København i dag, onsdag den 18. april.
– Synlighed omkring Danmarks styrkepositioner er med til at skabe international opmærksomhed og tiltrække attraktive samarbejdspartnere fra udlandet. Præcis som rapporten fra World Economic Forum for nylig, der gav Danmark førstepladsen som verdens bedste it-nation, siger Helge Sander.




