Danmark med i front i europæisk reform af de videregående uddannelser
Danmark er nr. to i Europa, når det gælder om at indarbejde de europæiske initiativer til reform af de videregående uddannelser. Det fremgår af en opgørelse, som præsenteres på en europæisk ministerkonference i Londen torsdag-fredag den 17.-18. maj, hvor videnskabsminister Helge Sander deltager.
Danmark er nr. to i Europa, når det gælder om at indarbejde de europæiske initiativer til reform af de videregående uddannelser. Det fremgår af en opgørelse, som præsenteres på en europæisk ministerkonference i Londen torsdag-fredag den 17.-18. maj, hvor videnskabsminister Helge Sander deltager.
– Danmarks placering viser, at regeringen absolut mener det alvorligt med internationalisering af de danske uddannelser. Vores opgave under de fælles drøftelser på europæisk plan er at støtte reformprocessen i alle landene, så danske studerende og universiteter kan få maksimal gavn af det europæiske uddannelsessamarbejde, siger Helge Sander.
Styrket mobilitet blandt unge europæiske studerende er et centralt tema på konferencen, hvor 45 europæiske lande er repræsenteret:
– Vi er godt i gang i Danmark allerede. Folketinget vedtager i disse uger ny lovgivning om udlandsstipendier til danske studerende. Regeringen har netop præsenteret markedsføringsplan for danske videregående uddannelser, og det skal være nemmere for dygtige, udenlandske studerende at få opholdstilladelse. Endvidere støtter vi, at der oprettes flere fællesuddannelser i samarbejde mellem danske og europæiske universiteter, siger videnskabsministeren.
Et af målene på konferencen er oprettelsen af et register over kvalitetssikringsagenturer. Det er hensigten, at den nyoprettede danske akkrediteringsinstitution skal kunne optages i registret.
– Oprettelsen af et fælles register er et væsentligt skridt til at sikre og dokumentere kvaliteten af de videregående uddannelser i Europa. Når et universitet får det blå stempel af et agentur på registret, er det et synligt bevis på høj kvalitet. Det vil styrke danske universiteter i kampen om at tiltrække dygtige studerende og indgå samarbejde med andre topuniversiteter, siger Helge Sander.




