CBS får ikke hjælp til at redde sprogfag
Handelshøjskolen i København (CBS) skal ikke forvente et ekstra økonomisk tilskud for at redde en række sprogfag, som CBS ellers planlægger at nedlægge.
Handelshøjskolen i København (CBS) skal ikke forvente et ekstra økonomisk tilskud for at redde en række sprogfag, som CBS ellers planlægger at nedlægge.
– Når uddannelserne udbydes på andre universiteter, er det ikke et nationalt problem, der skal løses med min indblanding, siger videnskabsminister Helge Sander.
De omhandlede fag er italiensk og russisk samt translatør- og tolke-uddannelsen for fransk, spansk, tysk, italiensk og russisk.
– Disse fag har CBS valgt at nedlægge på grund af et faldende optag og tilhørende dårlig økonomi. Det er universitetet i sin fulde ret til – og perspektiverne er helt i tråd med, hvad regeringen generelt opfordrer til: At fagligt mindre miljøer bliver styrket ved, at man samler kræfterne i større enheder, siger Helge Sander
Translatør- og tolkeuddannelser i fransk, spansk og tysk vil stadig blive udbudt på Aarhus Universitet.
– Og hvad angår italiensk og russisk, så vil disse fag stadig eksistere som kultursproguddannelser på henholdsvis to og tre universiteter. Vel er der forskelle på erhvervssproglige og kultursproglige uddannelser – men uddannelsen i arabisk på Aarhus Universitet er et godt eksempel på, at disse forskelle kan overvindes, siger Helge Sander.




