Bred indsats skal styrke danskernes it-færdigheder
Alle ved, hvor svært det er at klare sig i dagens Danmark, hvis det kniber med læsefærdighederne.
– Alle ved, hvor svært det er at klare sig i dagens Danmark, hvis det kniber med læsefærdighederne. Grundlæggende it-færdigheder vil i stigende grad være lige så nødvendige i hverdagen – hvad enten det er på jobbet, i kontakten med familie og venner eller som borger, der skal i kontakt med kommunen eller skattevæsenet, siger videnskabsminister Helge Sander.
Derfor har Videnskabsministeriet søsat et it-barometer, som løbende overvåger danskernes it-færdigheder. Den seneste barometermåling viser, at danskerne generelt har fine it-færdigheder – to ud af tre har gode eller meget gode almene it-færdigheder.
– I den offentlige debat fremstilles det ofte som om, at danskerne generelt ligger dårligt eller sakker bagud it-mæssigt, men det er ikke tilfældet. En netop offentliggjort statistik fra EU-kommissionen viser det samme som barometermålingen: At Danmark er absolut førende i Europa, når det kommer til borgernes IT-færdigheder, siger Helge Sander.
– Det betyder ikke, at vi skal læne os tilbage – tværtimod. Men de forslag, der har været fremme om, at staten skal bruge tocifrede milliardbeløb på at sende samtlige danskere på skolebænken og uddanne dem i avanceret pc-brug, er trods alt at skyde over målet, siger Helge Sander.
– Der foregår allerede en omfattende og bred indsats, der på forskellige måder styrker danskernes it-færdigheder og øger deres anvendelse af it ved udvikling af brugervenlige løsninger. Først og fremmest er der i regeringens digitaliseringsstrategi afsat 265 millioner kroner til 35 forskellige initiativer, siger Helge Sander.
– I folkeskolen og i efter- og videreuddannelsen er der afsat 270 millioner kroner. Og regeringens handlingsplan for e-læring finansieres med 135 millioner kroner, siger Helge Sander.
It-barometret har tydeliggjort, at der er brug for at iværksætte meget målrettede initiativer over for de mest it-svage grupper blandt danskerne, hvor der særligt bør fokuseres på motivation, brugervenlighed og deciderede læringsforløb.
– Vi iværksætter nu fem nye initiativer til godt 10 millioner kroner. De retter sig i særlig grad mod de danskere, der endnu ikke fuldt ud har taget it til sig.
De fem nye initiativer er:
- Tjek dine it-færdigheder og lær mere
- Lær mere – nye målrettede koncepter for certificering
- Lær med it – og lær det, hvor du er
- En lettere hverdag – bliv vild med it!
- Brug de offentlige digitale selvbetjeningsløsninger.
Helge Sander kan kontaktes via pressemedarbejder Christian Lehmann, tlf. 7226 5584, mobil 2211 0200.
For spørgsmål af mere teknisk karakter, kontakt kontorchef Morten Ellegaard, IT- og Telestyrelsen, tlf. 3545 0200.




