Aftale om fremtidens digital-tv sikrer også forskning i fremtidens tjenester
Det er ikke kun de danske tv-seere, der får glæde af den brede politiske aftale om fremtidens digitale tv. Foruden de mange nye tv-kanaler, er der nemlig også afsat kapacitet på de digitale sendenet til forskning og innovation i fremtidens digitale tjenester.

– Det er helt afgørende, at vi med denne aftale får en innovationskanal sammen med fremtidens digitale tv-udbud. Dermed er danske forskere og virksomheder sikret mulighed for at teste og udvikle fremtidens digitale tjenester, så Danmark kan være på forkant med udviklingen, siger videnskabsminister Helge Sander.
Gårsdagens aftale betyder, at der fra udgangen af oktober 2009, hvor udsendelse af analogt tv ophører i Danmark, kan anvendes i alt fem landsdækkende digitale tv-sendemuligheder (MUX) til tv-formål. Heraf er den ene landsdækkende sendemulighed allerede i brug til udsendelse af public service-programmer fra DR og TV 2/DANMARK.
En sjette landsdækkende sendemulighed kan anvendes efter videnskabsministerens nærmere beslutning til forsknings- og forsøgsformål.
Det kan ske i perioden ultimo oktober 2009 til ultimo oktober 2010 Herefter overgår den til anvendelse til tv-formål – blandt andet broadcast af mobil-tv.
For yderligere information kontakt IT- og Telestyrelsen, kontorchef Merete Storr-Hansen, tlf.: 4114 5671.