Videre til indhold. | Videre til menunavigation

23.04.2007

40 mio. kr. til it-motorveje skal styrke dansk forskning og videndeling

Videnskabsminister Helge Sander har bevilget 40 mio. kr., så det danske forskningsnet kan udbygges i løbet af det kommende år.

Videnskabsminister Helge Sander har bevilget 40 mio. kr., så det danske forskningsnet kan udbygges i løbet af det kommende år.

– En modernisering af de danske it-motorveje mellem universiteter og øvrige forskningsinstitutioner er tiltrængt og væsentlig for dansk forskning, universitetsundervisning og videndeling.

– Moderniseringen skal bringe forskningsnettet på højde med de internationale standarder. Dermed er dansk forskning også sikret maksimal udbytte af de øvrige planlagte investeringer i de kommende år i nye, fælles forskningsfaciliteter.

– Gode it-motorveje giver tillige bedre vilkår for en mere afbalanceret, regional udvikling i Danmark, idet alle forskningsinstitutioner uanset geografisk placering er tilknyttet forskningsnettet, siger Helge Sander.

Det nuværende forskningsnet blev etableret for tyve år siden og senest udbygget med en større bevilling for ti år siden. Moderniseringen ventes gennemført næste sommer efter to udbud om hhv. fiberforbindelser og optisk transmissionsudstyr.

– Dermed styrker vi danske forskningsinstitutioners mulighed for at deltage i de internationale samarbejdsprojekter, som stiller store krav til muligheden for hurtig, datatung kommunikation imellem parterne, siger Helge Sander.

Forskningsnettet er koblet på det nordiske NORDUnet og det europæiske GEÁNT og tilbyder de danske universiteter, forskningsinstitutioner og studenterkollegier netværksforbindelser af høj hastighed og avancerede tjenester som real-time videokonferencer, podcasting af undervisning mv.

Reserverede, dedikerede forbindelser anvendes også til såkaldt distribueret regnekraft, hvor store computere fra forskellige geografiske lokaliteter bidrager til ét fælles databehandlingsprojekt. Eksperimenter inden for højenergifysik i det europæiske forskningscenter CERN er eksempelvis så datatunge, at laboratorier over hele kloden nødvendigvis må deltage i databehandlingen.

Forskningsnettet anvendes også til formidling. Gennem det sidste halve år har tusinder af skoleelever i Danmark under Galathea 3-ekspeditionen været i direkte dialog med skoleformidlere på Vædderen, gennem direkte transmissioner via forskningsnettet, trods afstande på op til 100.000 km til ekspeditionsskibet.

Forskningsnettet har ca. 200.000 brugere, heraf anvender ca. 100.000 nettet i deres daglige arbejde.

Del