Tid til konstruktive drøftelser
I forlængelse af præsentationen af det nye danmarkskort for universiteterne er der fremsat en række kommentarer. Det gælder blandt andet de institutioner, der endnu ikke har fundet en fusionspartner.
I forlængelse af præsentationen af det nye danmarkskort for universiteterne er der fremsat en række kommentarer. Det gælder blandt andet de institutioner, der endnu ikke har fundet en fusionspartner.
– Nu kender alle regeringens udspil til et nyt danmarkskort, og jeg vil gerne opfordre de institutioner, hvor drøftelserne fortsætter, til at overveje, hvordan de bedst kan placere sig i dette billede med henblik på at styrke forskningen og uddannelserne, siger videnskabsminister Helge Sander.
– For cirka 90 procent af de studerende og ansatte i forskningsmiljøerne er billedet nu klart. Og alle med engagement og interesse for dansk forskning og universitetsuddannelse har mulighed for at deltage i debatten med konstruktive forslag til, hvordan vi bedst muligt styrker forskningsmiljøerne og universitetsuddannelserne. Vi er gået i gang med en ny fase af forhandlingsforløbet, som afsluttes i midten af september.
– Faglige synergier, nye spændende uddannelser og international gennemslagskraft sikres kun gennem initiativ, beslutningskraft, visioner og mod til prioriteringer. Tilbagelænet modstand mod forandringer fører ikke dansk forskning og uddannelse frem i det internationale førerfelt, siger Helge Sander.
Videnskabsministeren understregede i forbindelse med præsentationen af det nye danmarkskort for universiteterne, at forslaget er udarbejdet i tæt kontakt med institutionerne.
Hvad angår fødevareområdet understregede Helge Sander, at han er overrasket over den tredeling af forskningsmiljøerne, som de respektive bestyrelser foreløbig har peget på.
– Jeg opfordrer til, at fødevareinstitutionerne bruger sommeren til at overveje, om det ikke giver bedre mening at samle sig på færre institutioner end tre, simpelthen for at sikre den bedst mulige koordinering og den mest effektive samarbejdsmodel i forhold til dansk fødevareforskning, siger Helge Sander.




