Ti mio. til nyt forskningsakademi på Københavns Universitet
Som udløber af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om forskningsreserven på 200 mio. kr. på finansloven for 2006 er der afsat ti mio. kr. til etablering af Niels Bohr International Academy på Københavns Universitet.
Som udløber af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om forskningsreserven på 200 mio. kr. på finansloven for 2006 er der afsat ti mio. kr. til etablering af Niels Bohr International Academy på Københavns Universitet.
– Med denne bevilling styrker regeringen og Dansk Folkeparti den naturvidenskabelige forskning og forskeruddannelsen. Og vi understøtter de i forvejen internationalt anerkendte danske forskningsmiljøer inden for bl.a. teoretisk fysik, siger videnskabsminister Helge Sander.
Akademiet bliver en særlig enhed under Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, og hovedformålet er at tilbyde forskeruddannelse på højt internationalt niveau på baggrund af en række stærke naturvidenskabelige forskningsmiljøer på og i tæt samarbejde med Niels Bohr Institutet.
Der vil blive etableret internationale ph.d.-, postdoc- og gæsteforsker-programmer, og akademiet vil som medarbejdere bl.a. få forskere udlånt fra Niels Bohr Institutet. Akademiet skal have en bred international samarbejdsflade.
Med oprettelsen af Niels Bohr International Academy sikrer regeringen og Dansk Folkeparti, at Niels Bohr Institutet kan videreføre og styrke forskeruddannelsen, idet akademiets stipendieprogrammer vil indgå i en bred faglig sammenhæng, hvor også eksperimentelle discipliner, eksempelvis nanoteknologi, kan omfattes.
Det nuværende stipendieprogram i tilknytning til Nordisk Institut for Teoretisk Fysik (Nordita) er begrænset til teoretisk fysik, og dette stipendieprogram ophører i København, idet Nordisk Ministerråd har truffet beslutning om at indlejre institutionen Nordita ved Stockholm Universitet/Kgl. Tekniska Högskola fra 1. august i år.
Der vil fortsat være et tæt samarbejde mellem Nordita-forskerne, der forbliver i København, og Niels Bohr Institutet.




