Stor geografisk spredning under Den Jysk-fynske It-satsning
Det er meget tilfredsstillende, at formålet med stor geografisk spredning i Den Jysk-fynske It-satsning til fulde er blevet opfyldt ved den sidste bevilling på syv millioner kroner.
– Det er meget tilfredsstillende, at formålet med stor geografisk spredning i Den Jysk-fynske It-satsning til fulde er blevet opfyldt ved den sidste bevilling på syv millioner kroner. Her er pengene fordelt på fire projekter, der har partnere i bl.a. Silkeborg, Grenå, Struer, Glyngøre, Nibe, Nordborg og Vejen.
De fire it-udviklingsprojekter er interaktive museumsoplevelser (3 mill. kr.), softwareudvikling (1 mill. kr.), sundheds-it (1,5 mill. kr.) og it til gartnerierhvervet (1,5 mill. kr.).
– De fire projekter har forskellige kvaliteter. Dels udvikling af nye typer oplevelser på danske museer, hvor internettet inddrages. Dels i form af softwareudvikling og styrket videndeling indenfor bl.a. medicinområdet og gartnerierhvervet, siger Helge Sander.
Projektet Interaktive Oplevelsesrum skal øge museumsgæsternes udbytte af museumsbesøget og give dem en større oplevelse. Forskere fra Aarhus Universitet og Arkitektskolen i Aarhus udnytter pervasive computing til at imødekomme museernes efterspørgsel efter nye formidlingsformer.
Museernes internetsider udbygges, så man efter besøget kan gå tilbage og bl.a. se, hvad man besøgte samt finde musik og links. De øvrige projektdeltagere er Blip Systems (Vester Hassing), Innovation Lab (Århus), Struer Museum, Kattegatcenteret (Grenå), AM Productions (Aalborg) og Ferskvandsakvariet AQUA (Silkeborg).
Inden for softwareudvikling gives der støtte til dannelsen af et netværk med udgangspunkt i fem mindre pilotprojekter. Deltagerne skal udveksle erfaringer og forskningsresultater vedrørende nye, fleksible metoder til softwareudvikling.
Der er forventninger om, at man ved indførelse af såkaldte "lean" udviklingsmetoder kan opnå fordele indenfor projektstyring, kompetenceudvikling, produktivitet og kvalitet i udviklingsarbejdet. I alt 13 virksomheder deltager i projektet, der er koordineret af Center for Indlejrede Softwaresystemer ved Aalborg Universitet. De øvrige projektdeltagere er bl.a. Danfoss A/S (Nordborg), Skov A/S (Glyngøre), Liab Aps (Støvring), Center for Software Innovation (Sønderborg) og Wirtek A/S (Aalborg).
Videnskabsministeren har desuden besluttet at forlænge et eksisterende projekt med titlen MEDVID, da projektet har oplevet en tilstrømning af nye netværkspartnere, som gør det vigtigt at fortsætte projektet.
MEDVID udvikler og afprøver it-redskaber til forbedring af samarbejdet mellem universitet og virksomheder. De øvrige projektdeltagere er bl.a. Systematic A/S (Århus), CSC Scandihealth (Århus), Lægemiddelindustriforeningen, Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (Århus), Multi Service Center A/S (Vejen) og LanguageWire (København).
Det sidste projekt omhandler it-sikkerhed og brugervenlighed i it-systemer til frugt- og grøntproducenter. Systemerne skal hjælpe avlerne med at imødekomme de stigende krav om dokumentation og sporbarhed, som fødevarebranchen oplever. Projektet har titlen "Grønt og frugt IT til forsyningskæder" og har 19 deltagere, bl.a. Dansk Kernefrugt (Kværndrup), Thorsens Chipskartofler (Sunds), Tange Frilandsgartneri (Bjerringbro), GASA NG (Tilst) og Magerholms Aps (Vejstrup).




