Videre til indhold. | Videre til menunavigation

28.07.2006

Stadigt yngre studerende med færre sabbatår starter på universiteterne

Det er meget positivt, at flere unge vælger at starte tidligere på universitetet og skærer ned på antallet af sabbatår, siger videnskabsminister Helge Sander i en kommentar til årets optag på universiteterne.

– Det er meget positivt, at flere unge vælger at starte tidligere på universitetet og skærer ned på antallet af sabbatår, siger videnskabsminister Helge Sander i en kommentar til årets optag på universiteterne.

– Jeg tror, at mange har fået øjnene op for, at der er rigtig gode faglige, økonomiske og karrieremæssige argumenter for at gå i gang med studierne, før der gror mos på den adgangsgivende eksamen.

Cirka 72 procent af de knap 19.200 optagne på universiteterne har maksimalt taget to sabbatår efter den adgangsgivende eksamen, hvilket er en stigning af andelen på knap tre procent. Cirka hver femte har kun snuppet en sommerferie inden studiestart på universitetet.

Optaget på landets universiteter er én procent højere end sidste år, trods fortsat faldende ungdomsårgange. Og blandt de optagne er andelen af unge under 22 år i år knap 56 procent, hvilket er en stigning på 7,3 procent på bare tre år.

– Det er glædeligt, at stadigt flere unge er overbevist om de spændende muligheder med en universitetsuddannelse. Stigningen i optaget bidrager til at opfylde regeringens målsætning om, at halvdelen af hver ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, siger Helge Sander.

Kvinder udgør nu knap 56 procent af de optagne og inden for alle områder en stigende andel. Af de optagne på naturvidenskab udgør kvinder cirka 48 procent og knap hver tredje af de nye studerende på de tekniske universitetsuddannelser er en kvinde.

– Det er godt, at andelen af kvinder på naturvidenskab og teknik er stigende, selv om der er fortsat er lang vej, før vi får en rimelig balance inden for de tekniske fag, siger videnskabsministeren.

Der er i år blevet optaget 269 studerende på universiteternes nye bacheloruddannelser. Det er blandt andet uddannelserne "Information Management" på CBS i København, "Medicin med Industriel Specialisering" på Aalborg Universitet og "Design og Kulturøkonomi" på Syddansk Universitet, der har tiltrukket mange unge.

– Det er positivt, at mange unge har valgt en af de nyligt godkendte uddannelser. Det tyder på, at universiteterne har set rigtigt med nytænkning af fagindhold og uddannelsesstruktur, siger Helge Sander.

– Der er dog især to ting, som bekymrer mig ved tallene for årets optag på universiteterne.

– For det første er der igen et markant fald i optaget på datalogi på Københavns Universitet, og i år gælder det desværre også for datalogi på Aarhus Universitet. Det er dybt beklageligt, da vi har brug for et stigende antal unge med stærke it-kompetencer i de kommende år.

– Takket være stigende optag på øvrige uddannelser inden for it er det samlede fald 'kun' på cirka én procent, men samfundsmæssigt har vi brug for flere med videregående it-uddannelser, ikke færre.

– For det andet er optaget af svenske medicinstuderende igen i år steget. Det er stærkt bekymrende, da vi har problemer med at skaffe tilstrækkeligt mange læger i Danmark. Regeringen forbereder i øjeblikket at rejse problemet i EU, da andre medlemslande har tilsvarende problemer. Men vi er nødt til også at overveje andre, nationale tiltag, som kan sikre uddannelse af tilstrækkeligt mange læger i Danmark, der forventes at bruge uddannelsen herhjemme, siger Helge Sander.


For yderligere oplysninger kan rettes henvendelse til Universitets- og Bygningsstyrelsen: kontorchef Helle Otte på tlf. 3392 9082 og e-post , specialkonsulent Jens Storm på tlf. 7226 5594 og e-post .

Del