Sander: Konstruktiv dialog med Sverige om lægestuderende
Videnskabsminister Helge Sander har i dag drøftet sagen om svenske lægestuderende med den svenske statssekretær Kerstin Eliasson.
Videnskabsminister Helge Sander har i dag drøftet sagen om svenske lægestuderende med den svenske statssekretær Kerstin Eliasson. Det skete i forbindelse med et møde for Nordisk Ministerråd i København.
– Jeg har i dag haft et konstruktivt møde med den svenske statssekretær, hvor jeg havde lejlighed til indgående at redegøre for den helt uholdbare situation, vi er havnet i med det store optag af svenske studerende på blandt andet læge- og dyrlægeuddannelserne, siger Helge Sander.
– Vi har nu aftalt at holde tæt kontakt og drøftelserne fortsætter på embedsmandsniveau. Jeg har selvfølgelig forståelse for, at der ikke kan føres egentlige politiske forhandlinger midt i en svensk valgkamp, siger Helge Sander.
– Så snart det svenske valg den 17. september 2006 er overstået, vil jeg aftale et møde med min svenske kollega for at indlede egentlige politiske forhandlinger. For det haster med at få en løsning i stand, siger Helge Sander.
– Som jeg tidligere har nævnt, arbejder vi samtidig på andre løsningsmodeller i forhold til EU. Danmark er ikke det eneste land i Europa, der arbejder på at finde en løsning på dette område, siger Helge Sander.
Videnskabsministeriet havde torsdag i denne uge en delegation i Østrig, hvor man ligesom i Danmark har oplevet et stort optag af udenlandske studerende på nogle uddannelser. Erfaringerne fra Østrig og andre lande vil indgå i regeringens arbejde med at finde en bæredygtig løsning.
Yderligere information: Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på telefon 4082 8958, eller ministerens forkontor på telefon 3392 9741.




