Videre til indhold. | Videre til menunavigation

15.12.2006

Sander: Hårdt tiltrængt beskyttelse af unge mod krænkelser på nettet

Ulykkelige børn og unge er blevet krænket seksuelt og udsat for overgreb som følge af en kontakt, der er etableret anonymt på internettet.

– Ulykkelige børn og unge er blevet krænket seksuelt og udsat for overgreb som følge af en kontakt, der er etableret anonymt på internettet. Jeg hilser derfor døgnovervågning, alarmknapper og effektiv sporing af krænkere på chatportalerne yderst velkommen, som et hårdt tiltrængt initiativ, der etablerer en beskyttelse af vores børn og unge, siger videnskabsminister Helge Sander.

For godt et halvt år siden opfordrede videnskabsministeren branchen bag chatportaler til at beskytte børn og unge mod seksuelle krænkelser og overgreb gennem et hårdt tiltrængt regelsæt og kodeks.

I dag præsenterer branchen et nyt chatmærke, som lanceres efter nytår og indebærer, at et netsted blandt andet:

  • har maskinel overvågning af chatten døgnet rundt
  • automatisk lagrer og i ét år gemmer chat-tekster, billeder, profiloplysninger mv.
  • har en anmelderknap, hvor den unge kan anmelde en anden bruger i tilfælde af mistanke og kriminel eller uetisk adfærd
  • har en "sortlistningsfunktion", så den unge kan lukke af for uønsket kommunikation fra andre brugere
  • kræver børneattest af alle ansatte eller frivillige, der via det pågældende netsted har kontakt med børn og unge.

Chatmærket lanceres af FDIM – Foreningen af Danske Internetmedier – og det tilhørende regelsæt/kodeks er udarbejdet i samarbejde med IT- og Telestyrelsen, Det Kriminalpræventive Råd, Rigspolitiet, Red Barnet og Medierådet for Børn og Unge. Chatmærket er en frivillig ordning, som kan anvendes af alle netsteder, som overholder det tilknyttede kodeks.

– Jeg kan kun opfordre alle børn, unge og deres forældre til at gøre chatmærket til en forudsætning for, at de unge kan være aktive brugere af en chat-portal, siger Helge Sander.

Der vil blive iværksat en oplysningskampagne om chat-mærket over for børn og unge og deres forældre af en række partnere, blandt andet IT- og Telestyrelsen, FDIM og Medierådet for Børn og Unge.


Yderligere information kan fås på www.chatmaerket.dk og ved henvendelse til IT- og Telestyrelsen, kontorchef Morten Ellegaard tlf.: 3545 0200 + 2010 0705  eller fuldmægtig Jan Overgaard tlf.: 3545 0196.

Del