Videre til indhold. | Videre til menunavigation

18.05.2006

Regeringens retningslinier for et nyt Danmarkskort for forskningen

Videnskabsminister Helge Sander præsenterer på møder i dag, torsdag den 18. maj, regeringens retningslinier for drøftelserne om fusioner og integration af sektorforskningen i universiteterne.

Videnskabsminister Helge Sander præsenterer på møder i dag, torsdag den 18. maj, regeringens retningslinier for drøftelserne om fusioner og integration af sektorforskningen i universiteterne.

Til møderne er indbudt bestyrelsesformændene for de involverede 12 universiteter og 13 sektorforskningsinstitutioner.

– Nu går vi i gang med de sonderende møder med alle 25 institutioner for hurtigst muligt at nå frem til et nyt Danmarkskort for den offentlige forskning. Regeringen har klare mål for denne proces, siger Helge Sander.

– Vi vil styrke universiteternes internationale konkurrenceevne og øge udbuddet af uddannelser, samt sikre at flere unge end i dag skal have en universitetsuddannelse på bachelor-, kandidat- eller ph.d.-niveau.

– De nye universiteter skal have et styrket samarbejde med de relevante virksomheder og offentlige myndigheder, og vi ønsker sikkerhed for en fortsat, professionel varetagelse af de myndighedsopgaver, som sektorforskningsinstitutionerne hidtil har stået for, siger videnskabsministeren.

Regeringens retningslinier for fusions- og integrationsprocessen indebærer blandt andet, at det ikke er en forudsætning for henholdsvis en fusion eller en integrationsproces, at der gennemføres fysiske flytninger, men at dette kan være hensigtsmæssigt.

– Vi er åbne for, at der kan bruges flere, forskellige modeller for integration af sektorforskningen på universiteterne, men det står klart, at der fortsat skal være en klar og entydig ledelsesstruktur på universiteterne, siger Helge Sander.

– Vi har også tilkendegivet, at de forestående fusioner og integrationen af sektorforskningen på universiteterne skal være udgiftsneutrale for staten. Men det bør naturligvis ses i sammenhæng med den markante styrkelse af forskningen og uddannelserne, som regeringen i øvrigt har foreslået.

Del