Over 1.100 jagter viden om nye EU-forskningsmidler
Mere end 1.100 repræsentanter fra virksomheder og forskningsinstitutioner har meldt sig til konferencen om EU's 7. rammeprogram for forskning og udvikling i Bella Center på onsdag den 6. september.
Mere end 1.100 repræsentanter fra virksomheder og forskningsinstitutioner har meldt sig til konferencen om EU's 7. rammeprogram for forskning og udvikling i Bella Center på onsdag den 6. september.
– Regeringens mål er at fordoble dansk deltagelse i forskningsprogrammerne i EU i de kommende år. Derfor er det meget glædeligt med den store interesse for dette kick-off-arrangement, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Vi styrker vejledningsindsatsen både herhjemme og i Bruxelles. Danske virksomheder og forskningsinstitutioner skal være bedre klædt på i konkurrencen om de europæiske forskningsmidler, siger Helge Sander.
Konferencen, der er arrangeret af Videnskabsministeriet og Dansk Industri, sætter fokus på støttemulighederne for dansk forskning i EU's nye rammeprogram og de politiske visioner for forskningsprogrammet.
– Det er positivt, at vi nu har fået det største europæiske forskningsbudget nogensinde. Det skal vi bruge til at søge viden uden for Danmarks grænser. Styrken i rammeprogrammerne ligger i, at vi får adgang til viden og netværk, som vi måske ellers ikke havde fået. Vi skal nu have etableret flere netværk herhjemme, der kan klæde de danske virksomheder og forskningsinstitutioner bedre på til at søge midler i rammeprogrammet, siger adm. direktør i DI Hans Skov Christensen.
EU's næste rammeprogram for forskning og udvikling har et vækstbudget på i alt mere end 380 milliarder kroner i perioden 2007-2013. Satsningsområderne er blandt andet informations- og kommunikationsteknologi, fødevarer, energi, miljø og nanoteknologi.
I forbindelse med konferencen vil virksomheder på en række stande give konkrete eksempler på projekter, der er finansieret af EU's rammeprogrammer, og Videnskabsministeriet vil informere om de forskellige satsningsområder i rammeprogrammet.
Kontakt i Videnskabsministeriet: informationschef Allan Boldt, tlf. 3392 9739. Kontakt i DI: Pressekoordinator Martin Flink, tlf. 3377 3836, mobil 2949 4464.




