Historisk vækst i forskningsinvesteringer
Regeringens forslag til næste års finanslov lægger op til markant bedre rammer for forskningen i Danmark. Der skal blandt andet ske en styrkelse af forskningens infrastruktur med bedre faciliteter og flere forskerstillinger.
Regeringens forslag til næste års finanslov lægger op til markant bedre rammer for forskningen i Danmark. Der skal blandt andet ske en styrkelse af forskningens infrastruktur med bedre faciliteter og flere forskerstillinger.
– Der er lagt op til den største investering i viden i nyere tid. I 2010 vil Danmark investere over 17,8 milliarder kroner i forskning og udvikling, eller hvad der svarer til én procent af bruttonationalproduktet, siger videnskabsminister Helge Sander.
Regeringen arbejder på en udmøntningsplan for globaliseringspuljen og lægger op til at styrke det nye universitetsdanmarkskort ved at investere i infrastruktur og kapacitetsudbygning, så der sikres den maksimale udnyttelse af forskningen.
– Laboratorier, forskningsudstyr mv. skal være tidssvarende, så det er attraktivt for såvel danske som udenlandske forskere at arbejde i Danmark. Det er vigtigt, fordi over 98 procent af ny viden hentes uden for landets grænser.
– Et skøn viser, at universiteterne alene sidste år investerede for cirka 100 millioner kroner i forskningsapparatur alene. Dette beløb vil regeringen som minimum fordoble.
– Vi vil desuden sikre en markant stigning i antallet af ph.d.ere frem til 2010. Det betyder, at vi som minimum vil sikre 100-200 flere ph.d.-stipendiater årligt de kommende år.
– Samtidig skal vi gøre det langt mere attraktivt at starte og gennemføre en forskerkarriere, så vi får flere kloge hoveder til at udfolde deres talent i Danmark. Derfor vil vi investere i flere postdoc-stillinger for de nyuddannede forskere, siger Helge Sander.
Som led i velfærdsforliget er der afsat en globaliseringsreserve på 20 milliarder kroner i perioden 2007-2010, hvoraf to milliarder kroner udmøntes i 2007.
– Jeg ser frem til positive drøftelser med Folketingets partier om udmøntningen på videnskabsministeriets område, siger videnskabsministeren.
Forslaget til finanslov for 2007 omhandler desuden en taxameterreform, der gør universiteternes bevilling mere målrettet og overskuelig. Reformen, der er udgiftsneutral for staten og universiteterne, betyder en markant reduktion i antallet af takster.
Desuden afsætter regeringen ekstra midler i 2007 til Højteknologifonden, svarende til afkastet af to milliarder kroner.
Yderligere kommentarer: Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via ministerens forkontor, tlf.: 3392 9741.




