Forskningens Døgn 2006: På sporet af fremtiden
Videnskabsminister Helge Sander står bag initiativet Forskningens Døgn, som skal fremme befolkningens interesse for forskningens metoder, processer og resultater.
Hvad laver en forsker? Hvad betyder forskning for vores fremtid? Og hvordan kommer forskerne frem til deres resultater? De tre spørgsmål vil forskere over hele landet besvare i løbet af Forskningens Døgn den 5.-6. maj, som i år har undertitlen "På sporet af fremtiden".
Videnskabsminister Helge Sander står bag initiativet Forskningens Døgn, som skal fremme befolkningens interesse for forskningens metoder, processer og resultater:
– Med årets tema "På sporet af fremtiden" sætter vi fokus på, hvordan forskning og innovation skaber nye muligheder og præger vores hverdag i fremtiden. Forskning skaber grundlag for udvikling og innovation, siger Helge Sander.
Da Forskningens Døgn blev holdt første gang sidste år deltog flere end 20.000 mennesker ved mere end 300 meget forskellige arrangementer – fra en gåtur med en robot i Dyrehaven til en filosofisk sejltur med Troels Kløvedal i Vadehavet.
23 værtskommuner er i år med til at gøre arrangementet til en endnu større begivenhed og vil fokusere på forskningen i deres lokale område. I år holdes Forskningens Døgn ved weekendens begyndelse, fredag-lørdag, for at give endnu flere danskere mulighed for at deltage.
H.K.H. Kronprinsesse Mary er som protektor med til at sætte Forskningens Døgn i gang og vil også i år uddele Forskningskommunikationsprisen på 100.000 kr.
Igen i år udgives et "Bestil-en-Forsker"-katalog. Over 150 forskere står parate til at tage ud i landet på bestilling fra alle, der kan samle et større publikum. Desuden vil forskningsinstitutioner, organisationer, museer og forskningsbaserede virksomheder stå for arrangementer over hele landet om aktuel forskning.




