Videre til indhold. | Videre til menunavigation

26.01.2006

Forskning i den kolde krig

Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om at oprette et center for forskning i den kolde krig, som over de næste tre år skal gennemføre en fri og bred forsknings- og formidlingsindsats om Danmark under den kolde krig.

Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om at oprette et center for forskning i den kolde krig, som over de næste tre år skal gennemføre en fri og bred forsknings- og formidlingsindsats om Danmark under den kolde krig.

– Der er stor interesse for forskning i den kolde krig, og med vores udmøntning af finanslovsbevillingen har jeg en positiv forventning om, at vi kan holde erindringen om denne periode levende, siger videnskabsminister Helge Sander.

Initiativet er en udmøntning af regeringen og Dansk Folkepartis aftale om finansloven for 2006. For nylig udmøntede parterne 200 mill. kr. til styrkelse af dansk forskning. Herudover blev der afsat 10 mill. kr. til videre forskning i den kolde krigs historie.

Videnskabsministeren har på regeringens vegne aftalt med Dansk Folkeparti at udmønte midlerne i form af en driftsbevilling til et nyt center oprettet til formålet. Regeringen vil snarest forelægge Folketingets Finansudvalg et aktstykke om udmøntning af bevillingen.

På baggrund af emnet for centerets forskning samlokaliseres det med Forsvarsakademiet (FAK) under Forsvarsministeriet og i tæt administrativ tilknytning til Dansk Institut for Militære Studier (DIMS).

Forsvarsministeren udarbejder vedtægten for centeret og udpeger bestyrelsen på fem medlemmer, der alle skal have forskningsfaglig baggrund, heraf kommer to medlemmer efter indstilling fra Det Strategiske Forskningsråd.

Opgaven skal bestå i at tilvejebringe et overskueligt værk, der med udbytte kan læses af ikke-fagfolk og således formidle de opnåede forskningsresultater til den brede offentlighed. Indsatsen skal baseres på historisk forskning på højeste videnskabelige niveau.

Af særlig interesse vil være periodens principielle modsætninger i politik, i medierne og i den offentlige debat, herunder kulturdebatten i bredeste forstand – kort sagt meningsdannelsen, dens hjemlige og udefra stammende inspirationskilder samt dens udvikling i perioden.

Under hensyn til resultaterne fremlagt i DIIS rapporten om Danmark under den kolde krig (2005) skal forskningen blandt andet yderligere klarlægge østblokkens indflydelse på danske beslutningstagere og aspekter af de militære trusler rettet mod Danmark og Østersøområdet. Det militære trusselsbillede i perioden skal dog ikke specifikt udforskes, men bygge på den eksisterende danske og internationale forskning.

Forskningen skal hvile på det bredest mulige kildemateriale og inddrage resultaterne fra den allerede eksisterende danske og udenlandske forskning om emnet. De indhøstede forskningsresultater vedrørende Danmark sættes ind i en international sammenhæng.


Yderligere information kontorchef Nils Agerhus, 7226 5533, .

Del