Fokus på it-sikkerhed og mere effektiv it hos virksomheder og myndigheder
Danskerne skal have bedre mulighed for at overskue og agere på it-sikkerhedsproblemer. Derfor har vi i finansloven afsat ti mio. kr. til forskningsprojekter om borgernes it-sikkerhed, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Danskerne skal have bedre mulighed for at overskue og agere på it-sikkerhedsproblemer. Derfor har vi i finansloven afsat ti mio. kr. til forskningsprojekter om borgernes it-sikkerhed, siger videnskabsminister Helge Sander, der er bekymret over nye tal for it-sikkerheden i de danske hjem.
Regeringens it- og telepolitiske redegørelse til Folketinget opgør, at andelen af danskere med pc eller internet i hjemmet, som anvender it-sikkerhedsprodukter, er faldet fra 83 procent i 2004 til 77 procent i 2005.
Videnskabsministeren henviser også til 'netsikker nu!'-kampagnen, som igen i år skal gøre danskerne opmærksomme på it-sikkerhed, og samarbejdet med Teknologirådet om debatskabende aktiviteter samt det nyoprettede it-sikkerhedspanel.
I den it- og telepolitiske redegørelse fremhæves det, at danske virksomheder fortsat skal udbygge anvendelsen af informations- og kommunikationsteknologi for at klare udfordringerne og udnytte mulighederne i globaliseringen.
– Regeringen vil anvende 30 mio. kr. på blandt andet at gøre det lige så simpelt for virksomhederne at sende en faktura, som det er at sende en e-mail. Og vi vil tilbyde adgang til eksperthjælp i anvendelsen af e-business gennem de godkendte teknologiske serviceinstitutter, siger Helge Sander.
Regeringen har endvidere afsat 30 mio. kr. til e-læring og fremlægger til efteråret en national strategi for effektiv anvendelse af mulighederne med e-læring.
– Vi har brug for flere forskere og højtuddannede med kompetencer inden for informations- og kommunikationsteknologi. Etablering af bacheloruddannelser på IT-Universitetet og flere ph.d.ere er vigtige skridt i denne sammenhæng, siger Helge Sander.
Redegørelsen peger også på, at aftalen mellem regeringen og KL om at etablere én fælles borgerportal vil gøre det nemmere at overskue og finde et stigende antal digitale selvbetjeningsløsninger i den offentlige sektor.




