Videre til indhold. | Videre til menunavigation

03.04.2006

Bedre vilkår for karriere som forsker

En ny rapport "Forskning uden barrierer" kortlægger de nuværende barrierer for en forskerkarriere og peger især på for sen start på ph.d.-studierne, mangel på postdoc-stillinger og sammenhæng i ansættelsesforløb for yngre forskere og begrænsede karrieremuligheder.

– Vi fordobler i de kommende år antallet af unge, som får en forskeruddannelse. Derfor er det afgørende, at vi styrker karrieremulighederne for de unge forskere, både i de offentlige og private forskningsmiljøer, siger videnskabsminister Helge Sander.

En ny rapport "Forskning uden barrierer" kortlægger de nuværende barrierer for en forskerkarriere og peger især på for sen start på ph.d.-studierne, mangel på postdoc-stillinger og sammenhæng i ansættelsesforløb for yngre forskere og begrænsede karrieremuligheder. 

Arbejdsgruppen bag rapporten anbefaler blandt andet at nedbringe tiden mellem kandidateksamen og start på forskeruddannelsen, at etablere flere tidsbegrænsede postdoc-stillinger og flere avancementsstillinger over lektorniveau samt at fokusere på ledelseskompetencer.

– Rapporten giver nogle gode forslag til, hvordan vi kan gøre det endnu mere attraktivt at blive forsker. Det er væsentligt for den samlede indsats for at gøre Danmark til et førende vidensamfund, siger Helge Sander.

Arbejdsgruppen har fokus på universiteterne, og forslagene tager generelt fat i tilrettelæggelsen af ansættelsesforløb og ansættelsesforhold for forskere ved universiteterne.

Rapporten vil nu – sammen med en netop gennemført, international evaluering af forskeruddannelsen – indgå i regeringens arbejde med at udmønte globaliseringsstrategien.


Yderligere oplysninger om rapporten kan fås ved henvendelse til: Videnskabsministeriet, vicedirektør René Bugge Bertramsen, tlf. 7226 5600, eller til arbejdsgruppens formand, rektor ved Danmarks Farmaceutiske Universitet Sven Frøkjær, tlf.: 3530 6000.

Del