Ti kommunale værter udvalgt for Forskningens Døgn den 12. maj 2005
Det er meget opmuntrende, at der er så stor opbakning til Forskningens Døgn over hele landet, siger videnskabsminister Helge Sander efter valget af ti kommunale/regionale værter for det landsdækkende arrangement, der for første gang løber af stablen torsdag den 12. maj i år.
– Det er meget opmuntrende, at der er så stor opbakning til Forskningens Døgn over hele landet, siger videnskabsminister Helge Sander efter valget af ti kommunale/regionale værter for det landsdækkende arrangement, der for første gang løber af stablen torsdag den 12. maj i år.
Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary er protektor for Forskningens Døgn, som har til formål at styrke interessen og forståelsen for forskningens metoder og resultater. Fra Tønder til Frederikshavn til Bornholm kommer dialogen mellem forskere og deres medborgere i fokus på Forskningens Døgn.
De ti valgte værtskommuner er: Frederikshavn, Århus, Horsens, Odense og Lyngby-Taarbæk, de nye storkommuner Viborg og Tønder, Sønderborg i samarbejde med Sønderjyllands amt, Bornholms regionskommune og Nordvest-kommunerne, som omfatter Holstebro, Struer, Vinderup, Ulfborg-Vemb, Thyborøn-Harboøre, Lemvig og Thyholm.
– Forskningens Døgn vil give en bedre forståelse for forskningens væsen og betydning. Det er helt afgørende, når vi i de kommende år skal tilpasse vores danske model for at klare os i den videnstunge, globale konkurrence, siger Helge Sander. Han håber, at årets Forskningens Døgn er startskuddet for en tradition, der meget gerne må vokse i de kommende år.
De ti kommunale/regionale værter er i fuld gang med at planlægge Forskningens Døgn i samarbejde med Videnskabsministeriet. I løbet af dagen, den 12. maj, vil der være et hav af arrangementer, som sætter fokus på den regionale interesse for forskning, og om aftenen typisk en videnskabscafé eller andet offentligt møde med deltagelse af en kulturpersonlighed og en kendt forsker.
Alle forskningsinstitutioner, videns- og forskningsbaserede virksomheder og museer er ligeledes blevet opfordret til at deltage med egne initiativer.




