Teknologirådet tager over efter Rådet for it-sikkerhed
Et nyt samarbejde mellem Videnskabsministeriet og Teknologirådet skal fra nytår sætte øget fokus på it-sikkerheden i Danmark.
Et nyt samarbejde mellem Videnskabsministeriet og Teknologirådet skal fra nytår sætte øget fokus på it-sikkerheden i Danmark. Teknologirådet, der i forvejen leverer uafhængig rådgivning til Folketinget om teknologiens muligheder og konsekvenser, skal fremover holde ekstra øje med udviklingen på it-sikkerhedsområdet og sikre, at der er en løbende og bred offentlig debat.
Samarbejdet starter i forbindelse med udløbet af Rådet for it-sikkerheds kommissorium, der dermed ikke forlænges for en ny periode.
– I de tre år, der er gået, siden Rådet for it-sikkerhed blev oprettet, har verden ændret sig. Rådet har gjort et flot stykke arbejde og sat markante fingeraftryk på de seneste års it-sikkerhedstiltag; men der er nu behov for nye måder at organisere sig på. Vi skal fortsat analysere; men vi skal i endnu højere grad satse på at få analyserne omsat til handling, siger videnskabsminister Helge Sander.
Helge Sander peger på, at det gode samarbejde, der har været i forbindelse med afviklingen af forårets opmærksomhedskampagne Netsikker Nu! – hvor mange interessenter gik sammen om kampagnen under Videnskabsministeriets ledelse – skal inspirere ministeriets fremtidige aktiviteter på it-sikkerhedsområdet.
– Jeg vil i den nærmeste fremtid invitere en række organisationer til at indgå i en løbende dialog med Videnskabsministeriet om de nationale it-sikkerhedsudfordringer, siger Helge Sander.




