Tættere samarbejde om fødevareforskning
Regeringen har besluttet at analysere mulighederne for at styrke forskningsindsatsen gennem et tættere samarbejde mellem Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) og Danmarks Jordbrugsforskning (DJF).
Regeringen har besluttet at analysere mulighederne for at styrke forskningsindsatsen gennem et tættere samarbejde mellem Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) og Danmarks Jordbrugsforskning (DJF). På den baggrund er der under Fødevareministeriet og Videnskabsministeriet nedsat et udvalg, der skal se nærmere på, hvordan et sådant samarbejde kan etableres.
– Både KVL og DJF har en stærk position inden for mange af de forskningsfelter, som forskningsrådene har anbefalet at prioritere højere. Et tættere samarbejde mellem de to institutioner vil give et større forskningsmæssigt afkast af Danmarks investeringer i forskning på fødevareområdet, siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
– Det er nødvendigt, at sikre en større faglig koncentration og et stærkere samarbejde mellem danske videninstitutioner, for at Danmark kan have den nødvendige styrke i internationale forskningsprojekter og samarbejder, konstaterer videnskabsminister Helge Sander.
Mens KVL som universitet har fokuseret på undervisning og forskning, har udgangspunktet for DJF som sektorforskningsinstitution været forskning med et klart samfundsmæssigt sigte blandt andet til brug for rådgivning og myndighedsbetjening. De to institutioner har i en årrække samarbejdet på forskningsområdet – blandt andet via aftaler der sikrer klare snitflader mellem de to institutioner i forhold til den konkrete forskning.
Videnskababsministeren og fødevareministeren har udpeget adm. direktør Asbjørn Børsting som formand og bestyrelsesformændene for KVL og DJF, henholdsvis Erik Bonnerup og Jens Kampmann, som medlemmer af udvalget, der skal aflevere sin rapport 1. december 2005. Videnskabsministeriet og Fødevareministeriet opretter et fælles sekretariat for udvalget under ledelse af vicedirektør René Bugge Bertramsen, Videnskabsministeriet.
Udvalgets kommissorium er offentliggjort på de to ministeriers hjemmesider.
Yderligere informationer fås ved henvendelse til: Fødevareministeriet, afdelingschef Eva Meiling, tlf.: 3392 2084 eller Videnskabsministeriet, vicedirektør René Bugge Bertramsen, tlf.: 7226 5600.




